I forbindelse med sidste års hestekongres blev det bekendtgjort, at Seges Heste var i fuld gang med at udvikle en app, der skulle gøre det lettere at holde styr på lovkravene til moderne hestehold. Denne app, »Hestelex« er nu lanceret og klar til at downloade. Det meddeler Dansk Hestevæddeløb på deres hjemmeside.

I appen finder du konkrete værktøjer og information omkring krav indenfor fem kerneområder, hvor man de seneste par år har oplevet en øget lovregulering og større administrationskrav for den enkelte hesteejer. Indholdet er godkendt af henholdsvis trafikstyrelsen og fødevarestyrelsen.

Derudover kan du under »Staldens Heste« oprette din besætning. Hestene findes ved at søge på registrerings- eller chipnummer, og når besætningen er oprettet, kan du registrere medicinske behandlinger, tilbageholdelsessedler med mere.

Bemærk, at du skal oprette login for at benytte Staldens Heste-funktionen, hvilket ligeledes er gratis og hurtigt at oprette.

Find Seges' heste-app under navnet »Hestelex« i din App Store eller Google Play. Appen kan downloades gratis, og størstedelen af indholdet kan bruges uden login.