HØST-TOUR
Forskrækket turist: Brandvæsenet kaldt ud - men det var bare støv

Det kan støve ret voldsomt under høst. Og det fik en turist til at alarmere brandvæsenet på Bornholm. Arkivfoto: Anne Wolfenberg (Bemærk: Fotoet stammer ikke fra den pågældende mark)
Bornholms Brandvæsen fik tirsdag aften en melding om en brand i Nexø, hvor der skulle være ild i en mejetærsker, der udviklede en del røg, skriver TV 2/Bornholm.
Men det var falsk alarm, da det viste sig at være støv.
Ifølge indsatsleder Kim Riis kom meldingen fra en udenlandsk turist, der var blevet forskrækket over at se en stor røgsky stå ud fra mejetærskeren.
Da indsatslederen kort efter nåede frem til stedet, kunne han dog hurtigt konstatere, at der ikke var tale om røg, men om støv fra marken og kornet.
- Der var meget støv. Men det var altså bare støv, siger Kim Riis, der godt kan forstå at turisten blev vildledt.
- Hvis man ikke er fra landet og overhovedet ikke kender til landbrug, så kan det godt se lidt farligt ud, når de store maskiner kører på marken, siger indsatslederen.
Bornholms Brandvæsen kørte hurtigt fra stedet igen.