Til 2018-sæsonen indkøbte Poul Christensen Maskinstation & Entreprenør v. Kolding som en af de første i Danmark forsøgsvist Fendts rive ”Former”. Resultatet var tilfredsstillende, så da maskinstationsejeren skulle udskifte sine øvrige river og spredere, faldt valget derfor på Fendts græsprogram endnu engang.
Maskinstationens river skifter derfor farve fra lysegrøn til Fendt-grøn, idet man foruden den gamle Fendt Former nu også råder over to Fendt Twister 8608 DN, en Fendt Twister 5204 DN og endnu en Fendt former 456 DN.
- Vi forsøger hele tiden at optimere vores maskinpark, så vi kan udføre et effektivt stykke arbejde for kunderne. For rivernes vedkommende er det både et spørgsmål om at komme over nogle hektar, når vinduerne for bjærgning af græs er åbne. Men kunderne lægger også vægt på, at græsset skal være rent, uden at vi af den grund efterlader nogle strå i marken, og samtidigt skal genvæksten være optimal. Det synes vi, at den første Fendt Former levede op til – og så har vi skiftet resten af flåden ud, fortæller Poul Christensen.
Specialist i bjærgning
af græs og hø
Arbejde med græs og hø fylder meget i Poul Christensens arbejdsdag. Dels har maskinstationen mange kunder blandt mælkeproducenter i området, dels arbejder man i stor stil for kunder med heste, der skal have bjærget godt hø osv.
- Vi producerer rigtigt mange minibig- og rundballer for kunderne i løbet af et år, men laver også mange til os selv, for vi har et stort salg af hø, wrapballer og halm til kunder i hele Danmark. Kødkvægsproducenter findes der også en del af i maskinstationens kundekartotek. Den branche kender man rigtig godt, for en del af Poul Christensens mange driftsgrene en besætning af Simmertalere, der "arbejder" som naturplejere.
Stor interesse for
Fendts græslinje
Fendt Twister sprederne fås i arbejdsbredder op til 12,70 meter, mens Fendt Former kan leveres med op til 4 rotorer og 14 meters arbejdsbredde. Fendts græslinje er forholdsvis ny og omfatter indtil videre Slicer skiveslåmaskiner, TIGO snittervogne, selvkørende Kantana finsnittere, Rotana rundballepressere.
Også en Fendt Rollector wrapper er blevet optaget i sortimentet.
- Vi oplever stor interesse for Fendts græsredskaber”, fortæller Martin Geiser fra TBS Maskinpower, der har solgt riverne til Poul Christensen.
- Det skyldes sikkert både, at vi bor lige midt imellem mange af Danmarks mælkeproducenter, men helt klart også at Fendt er kommet med en stærk græslinje, slutter han.