De fleste kender Morten Korchs univers. Tilsætter man det nogle gode, iørefaldende og for mange genkendelige sange, et godt måltid mad, en sjov totalteateroplevelse og underholdning, en høstpyntet sal, en masse glade mennesker og muligheden for en god svingom, så har man essensen af det nyeste tiltag på Borreby Gods og Herreborg ved Skælskør: Høstfesten – det store Morten Korch Show.
Det er idé- og revymanden, skuespilleren med meget mere, Jan Schou, der sammen med ejeren af Borreby, Joachim Castenschiold, og hans hustru Vibe Castenschiold står bag et helt nyt koncept, hvor der samtidig bydes til høstfest som i de gode gamle dage. En høstfest for de, der kender landbruget indefra, men også for de, der kun kender landbruget fra medierne - eller fra en tur gennem landskabet i tog eller bil.
- Egentlig er det Jans idé, fortæller Joachim Castenschiold, da LandbrugØst møder den teaterglade godsejer på Borreby, der tidligere blandt andet har stået for forestillinger som Baronessen fra benzintanken, De Tre Musketerer, Rædslernes borg, The Sound of Music, Festen, Skatteøen, Jekyll og Hyde, samt Et juleeventyr.
Joachim fortsætter: - i forbindelse med sidste års juleforestilling, Juledrømmen, som også var Jans idé, præsenterede han os for tankerne om at lave noget Morten Korch.
- Jan, Vibe og jeg havde dialog om det, og endte op med denne forestilling, der ligger fint i tråd med vores ønske om at udbrede et større kendskab til landbrug, høst, og at Borreby er andet end teater, men også landbrug, forklarer Joachim, mens Vibe supplerer: - det er ikke alle, der forstår, at landbruget faktisk er grundlaget for Borrebys eksistens. Det vil vi også gerne fortælle om.

Læs meget mere om den spændende opsætning på Borreby i næste udgave af LandbrugØst, der udkommer torsdag den 9. august 2018.

 

Planter