Ny malkekarrusel til geder

SAC er klar med en ny SAC malkekarrusel til malkegeder.

 Funktionen QuickUp giver mælkeproducenten mulighed for at malke direkte op gennem platformen.

En ny og innovativ malkekarrusel kaldet 2RO har set dagens lys. Det er SAC, der har mere end 80 års erfaring med malkesystemer, som præsenterer den nye malkekarrusel til geder.

2RO har ifølge SAC flere enestående og karakteristiske egenskaber. En af disse er »QuickUp«, som giver mælkeproducenten mulighed for at malke direkte op gennem platformen, hvor gederne står og bliver malket.

De peger på, at dette forbedrer ergonomien og reducerer antallet af arbejdsgange pr. ged.

En anden funktion »QuickStart« sikrer, at malkningen starter automatisk, når pattekopperne løftes op i hænderne på malkeren.

De to nævnte funktioner kan ifølge SAC fremskynde påsættelsestiden med op til 2,7 sekunder pr. ged.

Malkekarrusellen, der er af robust konstruktion, er designet med en cylinder pr. plads og ingen ventiler under platformen.

SAC forklarer, at der er automatisk rengøring og startposition, hvilket skulle gøre, at man sparer 10 minutter pr. malkning.

Derudover er der kontinuerlig malkning ved indgangen og mulighed for en ekstra omgang.

- Det dedikerede SAC-team har samlet sin viden og ekspertise med tanke på mælkeproducenternes behov. Vi er derfor ekstremt stolte af vores nye malkekarrusel 2RO, siger Carsten Hoffenzits Nielsen, administrerende direktør for SAC Milking og fortsætter:

- Denne karrusel vil virkelig ændre den måde, vi malker geder på, og er en kæmpe innovation, som vil hjælpe mælkeproducenter i de kommende år.

Læs også