L&F-formand: Eksperters pessimisme er uberettiget
Trods kritik er landmændene allerede i gang med at levere resultater, lyder det fra Søren Søndergård.

Det kan ikke nytte noget med pessimisme forud for arbejdet i de 23 lokale treparter, lyder det fra Søren Søndergaard. Arkivfoto: Morten Ipsen
Landbruget mødes igen med dommedagsprofetier fra eksperter, der tvivler på trepartsaftalens succes, senest i et debatindlæg i Berlingske den 8. februar. Men det er en tilbagevendende kritik, som landbrugets førstemand Søren Søndergaard i et debatindlæg i samme medie finder uberettiget.
- Tidsplanen er stram, men landmænd i hele landet er allerede i gang. De lokale aktører leverer resultater, og det bør inspirere den nationale indsats. Landbruget har en stor interesse i, at processen lykkes, og forventer, at regeringen fjerner bureaukratiske barrierer, lyder det i indlæget fra Søren Søndergaard.
Han tilføjer, at trepartsaftalen balancerer fødevareproduktion, landdistriktsliv og miljøhensyn, og at landmænd allerede har halveret kvælstofudledningen siden 1990'erne. Men nu skal de lokale løsninger have en chance, og pessimismen hjælper ingen, påpeger han.
Kritikken i læserbrevet i Berlingske kommer fra Kaj Sand-Jensen, professor på Biologisk Institut ved Københavns Universitet, Jens Borum, lektor emeritus ved Københavns Universitet, Stiig Markager, professor ved Aarhus Universitet, Bo Barker Jørgensen, professor ved Aarhus Universitet, og Peter Bondo Christensen, seniorforsker ved Aarhus Universitet.