Korn og svin trak landbrugspriser ned i 2024
Faldende priser på især korn og svin har svækket landbrugets samlede indtjening i 2024, mens gartneri og kartofler holdt skansen.

Prisen på hvede faldt 16 procent i 2024 og er en af hovedårsagerne til faldet i landbrugets indtægter. Spisekartofler imponerede med en prisstigning på 22 procent. Arkivfoto: Kasper Stougård
Landbrugets salgspriser faldt i 2024, primært trukket ned af lavere priser på korn og svin. Kornpriserne faldt samlet 14 procent, hveden allermest med et fald på 16 procent. Prisen på svin dykkede 10 procent.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det samlede prisindeks for salgsprodukter faldt 6 procent, mens produktionsomkostningerne kun faldt 5 procent, hvilket forværrede bytteforholdet fra indeks 96 til 95.
Kvæg- og mælkepriser gik også ned, men mere beskedent, mens prisen på gartneriprodukter under ét forblev uændret. Dog steg frugt og bær med 7 procent, og spisekartofler imponerede med en prisstigning på hele 22 procent.
På indkøbssiden oplevede landmændene især lavere priser på foder og gødning – begge med fald på over 10 procent. Energi faldt 7 procent, men forblev dyrt sammenlignet med 2022.