50.000 ton korn beslaglagt efter fund af skadedyr og mug
Fødevarestyrelsen har forbudt salg af korn fra Danish Agros anlæg i Dalmose efter fund af rotter, mus og skimmel.

Fødevarestyrelsen har forbudt salg af korn fra Danish Agros anlæg i Dalmose efter fund af rotter, mus og skimmel. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Fødevarestyrelsen har beslaglagt omkring 50.000 ton korn fra Danish Agros afdeling i Dalmose på Sjælland. Under et kontrolbesøg fandt styrelsens inspektører både mus, rotter og tydelige tegn på mug og skimmel. Store mængder korn lå ifølge styrelsen ude i regnen og blev vådt.
- Vores medarbejdere konstaterede mus og rotter i haller og siloer og på udearealer, herunder gange og reder i både foder og brødkorn, siger Jakob Munkhøj, fødevarechef i Fødevarestyrelsen, i en pressemeddelelse.
Styrelsen vurderer, at de 50.000 ton korn er uegnet som fødevarer og har forbudt Danish Agro at sælge mere korn. Samtidig skal virksomheden informere sine kunder om at trække forurenede partier tilbage.
Fødevarestyrelsen vil nu gennemføre målrettede kontroller på andre af Danish Agros lokaliteter og undersøge, om flere virksomheder har modtaget det forurenede korn.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































