Brug for digitale fyrtårne
Med konkurrencen om at blive Årets Digitale Landmand 2021 stiller Effektivt Landbrug og Agri Nord skarpt på landmænd, der har taget de digitale muligheder til sig.
Når Årets Digitale Landmand 2021 skal kåres i juni i et samarbejde mellem Effektivt Landbrug og Agri Nord, er der 25.000 kroner på højkant til vinderen.
Det er dog langt fra kun vinderen, der skal have noget ud af konkurrencen, mener Kim Koch, administrerende direktør i Agri Nord.
- Vi har taget initiativ til at kåre Årets Digitale Landmand 2021, fordi vi mener, at der er behov for nogle fyrtårne på området, som kan inspirere andre landmænd og være med til at sætte gang i en positiv spiral, siger direktøren, der er en del af dommerpanelet i konkurrencen.
- Der er ikke mange erhverv, der har så ekstremt meget data, som man har i landbruget. Og selv om flere og flere bliver dygtige til at bruge dem, skal vi stadig have flere med på vognen, fastslår Kim Koch.
Fakta frem for erfaring
Agri Nord-direktøren ser en overvægt af unge, der har taget teknologien og mulighederne for at samle data til sig.
- Mange unge er vant til at bruge deres telefon, computer og tablet, og vægter ofte fakta og data over erfaring. De har en meget faktabaseret og analytisk tilgang til måden at drive landbrug på. Den tilgang, tror jeg, vil betyde, at landbruget vil udvikle sig helt vildt over de kommende år.
Han ser dog også eksempler på, at det ikke nødvendigvis er fødselsåret, der afgør de digitale kundskaber.
- Heldigvis findes der også »nørder« i de mere erfarne generationer, der tager mulighederne til sig og synes, at det er spændende, konstaterer direktøren.
Den vigtige ledelse
Ét er selv at kunne navigere efter data og digitale hjælpemidler, noget andet er at kunne guide medarbejderne med på rejsen.
- Det er vigtigt at være god til forandringsledelse og formå at få medarbejderne til at se mulighederne og idéerne, der ligger i digitalisering, siger Kim Koch.
Mens data og digitalisering kan give gevinst på den enkelte bedrift, ser han også potentiale for det samlede danske landbrug.
- At landmanden er i stand til at dokumentere hvert tiltag, han gør på gården, kan måske hjælpe ham til en højere pris for sin vare, mens jeg også ser udviklingen af den digitale måde at drive landbrug på som en eksportvare i sig selv, siger han.
- Dansk landbrug er i front i forhold til at producere fødevarer med lavt klimaaftryk, og mange vil gerne lære af os. Der er digitaliseringen et af de centrale redskaber, konstaterer han.
Interessante diskussioner
Udover Kim Koch består dommerpanelet af Ivar Ravn, direktør for Digital ved Seges, Anders Kofod-Petersen, Distinguished AI Research Scientist ved Alexandra Instituttet, Jimmy Hansen, direktør og founder af Spitze & Co samt Jacob Lund-Larsen, chefredaktør på Effektivt Landbrug.
- Vi skulle gerne komme 360 grader rundt om emnet med meninger fra både erhvervslivet, forskningen og landbruget, og der er lagt op til mange interessante diskussioner i dommerpanelet, spår Agri Nord-direktøren, der glæder sig til at modtage bud på, hvem der skal være Årets Digitale Landmand.
Man kan indstille kandidater til Årets Digitale Landmand 2021 på www.effektivtlandbrug.dk. Sidste frist er den 7. maj. De tre finalister bliver præsenteret i løbet af maj og juni.