Bor du i Årets Landsby 2021
Der efterlyses nu kandidater til titlen som »Årets Landsby 2021«.

Nu er det tid til at komme med sit bud på Årets landsby. Arkivfoto
Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark udvælger i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit, igen i år årets landsby, og ansøgningsfristen for at komme i betragtning til prisen som »Årets Landsby 2021« er den 21. juni 2021 klokken 12.
I år hædrer Årets Landsby-prisen de lokalsamfund, som har formået at omsætte corona-krisen til positive muligheder for landsbyernes indbyggere i form af nye tiltag for levedygtighed og bæredygtighed.
Måske har landsbyen fastholdt eller tiltrukket nye beboere, udviklet nye erhverv eller servicetilbud eller skabt nye teknologiske eller bæredygtige udviklingsmuligheder.
Temaet er i år kort fortalt »Den Nytænkende Landsby«, og der vil blive lagt vægt på i hvilket omfang, landsbyen har formået at vende corona-krisen til nye levedygtige og bæredygtige udviklingsmuligheder med øje for fremtiden.
Vurdering af ansøgerne
For at komme i betragtning skal der være tale om en landsby med under 1.200 indbyggere, og følgende forhold vil blandt andet indgå i den samlede vurdering af ansøgerne:
• Aktiviteter med konkrete effekter i form af øget tilflytning, ny erhvervsudvikling eller nye fællesskabsformer.
• Originaliteten og pionérelementet i landsbyens initiativer og idéer, herunder muligheden for at applicere landsbyens initiativer i andre kontekster.
• Gruppen af landsbybeboere, der står bag ansøgningen.
• Ansøgningen må fylde maksimalt to sider og skal sendes til landsby@landdistrikterne.dk senest den 21. juni 2021 klokken 12.