Danish Agro har netop offentliggjort sine høstbetingelser for 2021, som er blevet optimeret med fokus på en gennemsigtig afregningsmodel.

Det betyder blandt andet, at det fortsat er gebyrfrit at indlevere korn på Danish Agros afdelinger, samt at tørringstaksterne på alt korn er reduceret – uanset vandprocent.

- I Danish Agro har vi i alt 46 afdelinger på tværs af Danmark, hvor der indleveres korn i høst. Vi oplever stor tilfredshed fra vores kunder med, at vi både er tæt på dem i en travl høstperiode og har en gennemsigtig afregningsmodel, siger Henning Fogh, direktør i Danish Agro, og fortsætter:

- Vi har derfor besluttet, at det også i år skal være gebyrfrit at indlevere korn på vores afdelinger. Samtidig er vi i år i stand til at reducere tørringstaksterne med 15 procent på alt korn, som følge af optimering og effektivisering i vores tørringsprocesser.

- Danske landmænd producerer afgrøder i høj kvalitet til både foder og fødevarer, og derfor har det været vigtigt, at de reguleringer, vi laver i vores høstbetingelser, kommer alle landmænd til gavn, lyder det videre fra Danish Agro-direktøren.

Forsikring på foderkorn

Udover de regulerede tørringstakster har Danish Agro fjernet rensegebyr ved levering af foderkorn på op til én procent urenheder. Ligeledes er det fortsat muligt for den enkelte landmand at lave en fleksibel aftale om lagerleje.

Endelig kan der også – som noget nyt – tegnes en forsikringspræmie på foderkorn på fem kroner for korn med et vandindhold på 15-17 procent, såfremt der er indgået aftale inden den 20. juni.

- Gennem effektiviseringer og optimerede processer har vi i år været i stand til at lave nogle reguleringer, der giver kontante fordele for de landmænd, der handler med os. Det er vi meget tilfredse med, fastslår Henning Fogh.