Åbent Landbrug på søndag
I år åbner 84 landmænd og virksomheder dørene op for nysgerrige danskere.

- Vi tror på, at man kommer længst med en åben dialog, siger formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergard, i forbindelse med, at organisationen afholder Åbent Landbrug i landbruget på søndag. Arkivfoto
Landmænd og virksomheder over hele landet inviterer til en familiedag på landet søndag den. 18. september.
Formålet med Åbent Landbrug, som arrangementet hedder, er at give alle, der har lyst, en mulighed for at komme helt tæt på landbruget, forklarer Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer.
- Alle har en mening om det, vi spiser til dagligt, og i takt med, at spørgsmål om klima, bæredygtighed og dyrevelfærd er noget, der aktivt diskuteres i forhold til fødevareproduktionen, er behovet for at se produktionen endnu mere vigtig.
- Vi tror på, at man kommer længst med en åben dialog, siger han.
Book en billet
I år åbner 84 landmænd og virksomheder dørene op for nysgerrige danskere der kan lære mere om både køer, grise, høns, får, geder og alt det der vokser på marker og buske.
Derudover er der mulighed for at besøge virksomheder og lære mere om produktion af blandt andet grønt protein, energi, mælk, kirsebærvin, ost og øl.
Det hele er gratis og foregår klokken 10-16.
Man kan booke en billet hos den landmand eller virksomhed, som man gerne vil besøge, på Aabentlandbrug.dk.