DM i pløjning skal være et socialt omdrejningspunkt
De op mod 100 deltagere ved DM i pløjning kan se frem til et arrangement, hvor den sociale kontakt til konkurrenterne bliver prioriteret, lyder det fra arrangementets primus motor, Martin Rohde Andersen.

Martin Rohde Andersen fra LandboUngdom glæder sig til årets DM-arrangement i pløjning, der foregår i Skave nær Holstebro. Foto: Henning K. Andersen
Der er lagt op til et spændende arrangement, når årets Danmarksmesterskaber i pløjning løber af stablen i Skave uden for Holstebro fredag den 28. oktober og lørdag den 29. oktober. Og det er selve arrangementsdelen, der kommer i fokus. Det siger Martin Rohde Andersen, der står i spidsen for afviklingen af DM.
- Vi er ikke 100-meter mestre i at arrangere pløjestævner, men vi mener, at vi har rimelig godt styr på at lave gode arrangementer, og det kommer vi til at fokusere på, siger Martin Rohde Andersen.
- Vi har mærket en god opbakning til DM, både internt hos LandboUngdom, men også fra hele pløjeafdelingen, fortæller han videre og tilføjer:
- Jeg håber først og fremmest, at vi får to rigtig gode dage, hvor deltagerne fra LandboUngdom får et godt kendskab til hinanden. Vi har arrangeret overnatning for dem og regner med at deltagerne får et godt sammenhold.
Mange skal i sving
Der er mange i omdrejninger i løbet af de to dage, som DM afvikles i. Det hele foregår på frivillig basis.
- Vi regner med at vi lander på cirka 40-50 frivillige til arrangementet fra LU MidtVest, og derudover er der 20 frivillige dommere. Og for at tilgodese dem har vi sørget for indkvartering. Desuden kommer de frivillige fra LandboUngdom gratis med til den fest, vi holder lørdag som afslutning på DM, siger han.
Knap 100 pløjere står på deltagerlisten til DM, hvor arrangørerne forventer mellem 800 og 1.000 tilskuere.
- Vi ved ikke, om vi er pessimistiske, for det her er jo ikke noget, vi har hvert år. Men det handler lidt om at stikke en finger i vejret og håbe på det bedste, lyder det fra Martin Rohde Andersen.
Ved sidste års DM i pløjning, der fandt sted ved Nibe, var der 1.400 tilskuere. Deltagerne ved DM er fundet via regionale konkurrencer, og der er guld, sølv og bronze til de tre bedste i hver kategori. Og vinderen af DM kvalificerer sig til VM i pløjning i 2023.