Nedbrud hos Landbrugsstyrelsen kan forlænge ansøgningsfrist

Landbrugsstyrelsen blev ramt af et strømnedbrud onsdag. Det kan få betydning for ansøgningsfrister.

Hvis man sad og uden held forsøgte at tilgå tast-selv servicen hos Landbrugsstyrelsen onsdag, har man nok undret sig over, hvorfor der var helt dødt i den anden ende. Men nu er der en forklaring på mysteriet. Strømafbrydelse.

- Onsdag den 8. marts om formiddagen kunne vi desværre konstatere et nedbrud i Tast selv. Systemerne var oppe igen ved 19-tiden. På grund af følgevirkninger af hændelsen var Tast selv desuden utilgængelig fra nattens servicevindue indtil klokken 8:50 torsdag 9. marts, skriver Landbrugsstyrelsen i en meddelelse.

Strømafbrydelsen og nedbrudet kan muligvis få konsekvenser for ansøgsningsfrister, fx i forhold til Fællesskemaet for 2023.

- Vi følger ansøgningsrunden og ikke mindst performance på vores it-systemer meget tæt og vurderer løbende behovet for at udsætte ansøgningsfristen til Fællesskemaet 2023, skriver Landbrugsstyrelsen og fortsætter:

- Vi vil sidst i marts melde den samlede fristforlængelse ud, og nedetiden 8. marts samt et tidligere nedbrud 13. februar vil indgå heri. Vi forventer derfor, at der bliver tale om mindst to dages fristforlængelse.

Læs også