Traktortræk på Ærø: Det første træk i over 20 år bliver ikke det sidste
- Vi håbede på 15 deltagere. Sådan lød det fra formanden for det nystiftede Ærø Traktortræk, imens et halvt hundrede trækkere så godt og vel fik prøvekørt banen i Vesterløkke ved Ærøskøbing og sikrede en succesfuld debut for arrangørerne. Datoen for næste års træk er derfor allerede sat.

Gik du glip af det forrygende arrangement af et traktortræk, som en debuterende forening, et hav af frivillige, samt en række godhjertede sponsorer fik stablet på benene fredag den 21. juli i Vesterløkke ved Ærøskøbing, så skal du allerede nu sætte kryds i kalenderen fredag i uge 29 2024.

Sort røg krydrede luften over Ærø. Her er det Christian Sundahl-Jensen med en 6 cyl. Fordson Major.
For selvom forventningerne fra Ærø Traktortræk var ydmyge, så blev resultatet af deres indsats så langt over det, som de kun kunne drømme om, at datoen for næste års træk allerede er sat.
- Vi håbede på 15 deltagere, men vi besluttede, at vi ville prøve arrangementet af – også selvom det blev til færre.
Daniel Søndermark Johnsen står i spidsen for foreningen Ærø Traktortræk, hvor bestyrelsen består af tre vennepar. Da LandbrugFyn mødte formanden blot få timer efter programstart for Ærøs første traktortræk i over 20 år, var det en travl og nærmest overvældet mand, som vi et kort øjeblik fangede på pladsen blandt godt 500 fremmødte tilskuere, udstillere og 49 trækkere.

Daniel Søndermark Johnsen med Lasse - familiens mindste på armen.
Øens eget træk
- Vi synes, der manglede noget for folk, der godt kan lide at arbejde i traktorer og motorer. Mange har også snakket om muligheden for et traktortræk på øen, så vi er seks gode venner, der besluttede os for at prøve det af, fortæller Daniel Søndermark Johnsen.
Formanden lagde ikke skjul på, at den uforudsete succes, der blandt andet betød, at han undervejs måtte udvide parkeringspladsen og konstatere, at en enkelt pølsevogn og ølvogn til så mange mennesker skaber lidt kø, var overvældende, men samtidig udfordringer der afslører, at arrangørerne har ramt plet med arrangementet.
- Så er det sjovt at arrangere noget, understregede han.

Debuten for Ærø Traktortræk blev en langt større succes, end foreningen havde drømt om.
Ifølge Daniel Søndermark Johnsen har han imidlertid også erfaret, at traktortræk er et arrangement, der kræver rigtig mange forberedelser. Ikke mindst i forhold til de forskellige tilladelser der skal ansøges om, før et sådant arrangement kan få lov at løbe af stablen.
Fra 20 til 50 tilmeldte
Desuden har det ikke været helt let at budgettere vareindkøbet. Bestillingen af øl og pølser blev allerede inden arrangementet fordoblet. Alligevel måtte der efter få timer på selve dagen, ringes efter flere øl og pølser.
- Vi havde regnet med cirka 200 mennesker, men de 250 programmer vi havde trykt, var allerede væk inden programstart klokken 16, lød det fra Daniel Søndermark Johnsen, der vurderede at godt 500 voksne plus børn gæstede pladsen.

Det lokale beredskab var behjælpelige med at vande banen.
- For blot en uge siden var der 20 tilmeldte, men her i løbet af den sidste uge er vi nået op på de her 49 deltagere. Det er et helt ekstremt antal, hvor 14 af dem har taget turen herover fra Fyn. Det er helt vildt – og også flot af de lokale at bakke det sådan op, men det er dejligt, at de har fundet tid, til trods for at høsten presser på, lød det fra Daniel Søndermark Johnsen, der på dagen kun havde fået et par enkelte afbud fra deltagere, hvor høsten kaldte.

14 deltagere havde taget færgen fra Fyn.

Flere deltagere havde også fundet vej fra Fyn. Thomas Nørregård deltog med en Deutz 10006.
Daniel Søndermark Johnsen var selv at finde på deltagerlisten og var foran Carsten Rærups slæde med en Ford 8210, selvom han ikke tidligere har deltaget i traktortræk.
Formanden har dog, ligesom hans to øvrige kammerater i bestyrelsen, altid arbejdet i traktorer og i motorer generelt.

Flere lokale vognmænd viste også gerne deres biler frem.
Tiltag for hele familien
På pladsen var der flere udstillere af blandt andet lastbiler, veterantraktorer, det lokale brandvæsen og entreprenører.
- Vi har prøvet at få nogle udstillere med for, at der var lidt forskelligt at se på for hele familien, lyder det fra Daniel Søndermark Johnsen, der flere gange udtrykker sin taknemmelighed for den kæmpe støtte og hjælp, foreningen er blevet mødt af fra alle sider.


Interesse og nostalgi på sidelinjen
Langs den 100 meter lange bane stod adskillige børn, unge ældre, hvoriblandt begejstring og smil næsten lineært steg i takt med hestekræfter, sort røg og motorstøj. Hos traktorentusiasterne blev der også fremkaldt nostalgiske minder i klasserne med de ældre modeller, ligesom der blev tænkt tilbage til trækket for over 20 år siden, der fandt sted i forbindelse med en byfest i Ommel.
- Jeg synes, det er fint, at de kan få stablet det på benene, lød det fra tidligere landmand Aksel Groth Hansen, der sammen med elektriker Poul Petersen troligt fulgte med i trækkernes præstationer lige fra programstart klokken 16.
Både Poul Petersen og Aksel Groth Hansen er medlemmer af Ærø Veteran Traktorklub, hvor der årligt afholdes Pløjedag.

Tidligere landmand Aksel Groth Hansen og elektriker Poul Petersen fulgte hele aftenen med i trækkernes præstationer.





Formanden for Ærø Traktortræk var selv at finde på deltagerlisten og var foran Carsten Rærups slæde med en Ford 8210.

De lokale deltagere flagede ikke kun med Dannebrog.



Nogen kom hurtigere op ad banen end andre. For Martin Hansen og hans 8 cyl Fordson Major gik det rigtig stærkt.