Borgmester Ole Vive (V)

1) Hvor vil du på en skala fra 1 (minimum) til 10 (maksimum) prioritere landbrugets betydning for kommunen?

- Landbruget har en kolossal betydning for Faxe Kommune og får et 9-tal. Vi har godser med store jord- og skovarealer og mange landbrug, som med deres produkter er med til at gøre dansk landbrug kendt for noget godt rundt om i verden. Flere landbrug bidrager også på mange andre måder end traditionelle fødevarer. Vi har Bregentved Gods, som med deres innovative arbejde med jordbrug og solcelleanlæg og vindmøller bidrager til at nedbringe CO2-udslippet. Og Gisselfeld Gods, der med deres samarbejde med Camp Adventure har skabt potentialet for Danmarks længste trætopbane og et 45 meter højt udsigtstårn, som er uden sidestykke i Nordeuropa.

 

2) Hvad mener du er landbrugets største udfordring i disse år?

- Det er landbrugets udfordring at kombinere udvikling, udvidelse og innovation med det øvrige samfund. Danmark har brug for et produktivt og stærkt landbrug, så den øvelse skal lykkes. Der skal være plads til os alle.

 

3) Hvad er dit kendskab til landbrug?

- Jeg er ikke selv landbrugsuddannet, men finder landbrugsmæssig viden og indsigt i mit netværk – blandt andet gennem byrådsmedlem og partifælle Erik Rasmussen (V). Jeg har desuden en søster, der er uddannet agronom og driver en stor planteskole/frugtplantage/agerbrug.

 

4) Hvad kan kommunen gøre bedre for at hjælpe landbruget?

- Vi betragter landbruget som et vigtigt erhverv på linje med andre virksomheder. Vi har derfor altid en god dialog om de ønsker, landbrugserhvervet har i forbindelse med deres drift og udvikling. Vi har også haft fokus på at nedbringe ekspeditionstiden på bygge- og miljøområdet, så landbruget ikke oplever unødige lange behandlingstider og bureaukrati.

5) Hvilket samspil er der mellem by og land i kommunen – og hvad kan gøres bedre?

- Det er en del af Faxe Kommunes identitet, at vi har masser af åbent land. Da landbruget ejer meget af det åbne land, er det vigtigt, vi har dialog om adgang til naturen kombineret med landbrugenes behov for produktion. Den dialog bliver vi aldrig færdig med.

 

Faxe Kommune
Region Sjælland
Indbyggertal: 36.504
Areal: 404,9 km2
Befolkningstæthed: 90,2 pr. km2
Hovedbyer: Haslev (11.900) og Faxe (4.100)