Indkøbsforeningerne er konkurrencedygtige i forhold til at låne penge ud til medlemmerne, men konkurrencen er svær. Det fremgik af landsmødet i Danske Indkøbsforeninger, som blev holdt i Holbæk mandag.
Antallet af indgåede kontrakter i 2018 er faldet sammenlignet med året før. Der blev på landsbasis indgået 452 kontrakter i 2017, mens antallet i 2018 var på 394 indgåede kontrakter.
- Der lånes stadig penge ud til vores medlemmer, men ikke helt i det tempo og omfang, som vi kunne ønske os. Samlet set har vi udlånt to millioner kroner mindre i 2018 end i 2017, sagde formand Bent Højgaard Andersen.
Ved landsmødet var der genvalg til formanden og ved det efterfølgende konstituerende møde blev Henning Lassen genvalgt som næstformand, mens Lars Andersen, Bornholms Indkøbsforening, blev tredje medlem af forretningsudvalget.