Her til morgen stod 140 bakker à 200 gram klar til salg i udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Irma-butikker på Sjælland og i hovedstadsområdet. Til en pris på 125 kroner pr. bakke, eller 625 kroner kiloet.

I forhold til sidste år er det en uge tidligere. Her dukkede de første danske drivhuskartofler op i butikkerne den 2. marts.

- Det skyldes, at der jo stort set ikke har været frostvejr her i vinteren, fortæller den 74-årige østfynske gartner Karl Larsen, der nu for femte år i træk har kunnet levere årets første kartofler fra sine drivhuse i Herrested ved Ørbæk.

 

50.000 kartofler

I de fem plasttunnelhuse ved hans lille ejendom satte han 1. januar omkring 50.000 forspirede Solist-kartofler i hver deres spand med blandet spagnum og jord, og på rekordtid har de groet sig store i det lune vintervejr, dog tilført kaloriferevarme og kunstigt lys døgnet rundt. 

I nu 15 år har han sammen med hans brødre dyrket disse særligt tidlige kartofler, ved siden af krysantemumblomster på friland senere på året.

- Det er altid spændende, om det lykkes med at være tidlig klar med kartoflerne. De første dage giver det jo altid den bedste pris, smiler Karl Larsen, dog glæder sig over den store interesse fra både grossisterne, som han afsætter til, og fra medierne.

erik@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 28