Landboforening inviterer forbrugeren med på indkøb
Ved årets Kimbrerskue inviterer Agri Nord forbrugere indenfor i en »fødevarebutik«. Butikken sælger hverken saftige bøffer eller frisk mælk, men der bliver rig mulighed for at opleve fordelene ved de danske kvalitetsvarer.
Danmark har nogle af verdens bedste og mest klimavenlige fødevarer. Derfor forvandler Agri Nord ved årets Kimbrerskuet til en butik med fokus på de danske varers unikke kvalitet.
- I Danmark har vi verdens højeste fødevaresikkerhed, vi har et af de mest klimavenlige landbrug i verden og nogle af de bedste kvalitetsvarer. Det vil vi gerne sætte fokus på overfor forbrugeren, siger næstformand i Agri Nord, Henrik Dalgaard Christensen.
Vælg dansk i køledisken
Knap halvdelen af de danske forbrugere lægger vægt på, at fødevarerne i indkøbskurven er af dansk oprindelse. Den tendens ser Henrik Dalgaard Christensen gerne fortsætte. Han opfordrer forbrugere til at gå efter de danske varer, når aftensmaden skal i indkøbskurven.
- Når du vælger de danske varer, vælger du også klimarigtigt, og på samme tid er du med til at opretholde og understøtte vores erhverv, siger næstformanden og fortsætter:
- Derfor inviterer vi forbrugeren med på indkøb i vores butik. Så vi kan vise, hvorfor danske fødevarer er blandt verdens bedste.
Lær at handle klimarigtigt
I Agri Nords fødevarebutik kan man lære at træffe det rigtige valg i køledisken. Og selvom det ikke er muligt at købe nogle varer, bliver der rig mulighed for forbrugere at gå rundt i butikken og teste, om de handler klimarigtigt.
Desuden bliver der mulighed for at snakke med en af Agri Nords bæredygtighedskonsulenter, der fortæller om muligheden for at analysere bæredygtigheden på landbrug.



































