Rådgivningsselskabet Agrovi står onsdag den 15. juni klokken 8.30 til 16 bag en konference på Knudstrupgård nær Sorø, hvor planteavlere får helt konkrete redskaber til at sikre en mere klimavenlig bedrift.

Via oplæg fra førende danske eksperter samt producenter af teknologiske løsninger, præsenteres landmænd for muligheder og tiltag, der umiddelbart kan implementeres på bedriften, for at reducere klimabelastningen.

- Fremtidens landbrug stiller krav til både nye og etablerede landmænd og der er stadigt stigende krav til os og vores produktion, påpeger Hans Henrik Fredsted, planteavlschef i Agrovi, og fortsætter:

- For at vi kommer i mål med den grønne omstilling og reducerer klimabelastningen fra bedriften, er det også helt afgørende, at vi præsenterer konkrete løsninger, der nemt kan implementeres.

Fremtidens maskiner

På Agrovidagen præsenteres nogle af de teknologiske løsninger, der kan bidrage til at sikre en mere klimavenlig fødevareproduktion. New Holland deltager blandt andet med én af de seneste nyheder i deres portefølje; en traktor der anvender metan som brændselskilde.

Pyrolyse og dannelsen af henholdsvis biokul samt fossilfrit gas og olie er også spået at blive en helt central spiller i at reducere belastningen med klimagasser. Den producerede biokul kan binde CO2 og er dermed et effektivt redskab på den enkelte bedrift.

Ligeledes kan gas- og oliefraktionerne anvendes i for eksempel industri- og transportsektoren. Stiesdal præsenterer deres Skyclean-teknologi, mens Skovdyrkerne giver input om skovrejsning, der også er et vigtigt tiltag i forhold til at binde CO2.

Dagen byder tillige på demonstrationer, og der vil blandt andet være en gennemgang af resultaterne fra efterårets no-till så-demonstration, hvor nogle af producenterne af no-till maskinerne også vil være til stede.

Conservation Agriculture er en dyrkningsform, der både reducerer energiforbruget, lagre kulstof i jorden og ikke mindst fremmer biodiversiteten. Derfor tages konkrete effekter på marken med bidrag fra blandt andet Jægerne og Aarhus Universitet.

Fremtidens producenter

Udover de konkrete tiltag, der umiddelbart kan implementeres på bedriften, er der også elementer på dagen, som har mere strategisk karakter.

På dagen kommer der blandt andet et indlæg, hvor finansieringsverdenen præsenterer deres syn og forventninger til fremtidens landbrug, herunder hvilken rolle ESG kommer til at spille.

Et andet spørgsmål er, hvordan virksomheder, der aftager landbrugsprodukter til videre forarbejdning, ser på fremtidens leverandører. Dette vil director for raw materials fra Carlsberg A/S, Pai Pedas, komme ind på i et indlæg, hvor udgangspunktet er bryggerivirksomheden.

- Det er helt essentielt, at vi kender forventningerne til fremtidens fødevareproducenter. Derfor har vi indbudt centrale aktører på det område for at sikre, at der også præsenteres nogle af de rammer, som landmænd skal navigere inden for, udtaler Hans-Henrik Fredsted.