Torsdag den 28. november inviterer VKST unge landmænd til en spændende aften på Axelborg, hvor der er fokus på klimaet, som fylder rigtig meget hos rigtig mange. 

Og der er ingen tvivl om, at mange ser landbruget som en del af klima-problemet. Men hvor meget fylder klimaet hos de unge landmænd og deres tanker om fremtiden? 

VKST har også tradition for at holde flere unge-møder i løbet af året, og denne gang foregår det altså på Axelborg i København, når vi tager hul på klimadebatten. 

Det sker, når administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Anne Arhnung, fortæller om visionerne for et klimaneutralt landbrug.

Mini-kursus i klimakommunikation

Herefter starter debatten, når Tænketanken Frej stiller skarpt på klimadebattens påvirkning på dansk landbrugs muligheder og udfordringer. 

Aftenen slutter med et mini-kursus i klimakommunikation. Landbrug & Fødevarers presseafdeling ved om nogen, hvad det vil sige at skulle stå imod, når kritikken hagler ned over landbruget. 

Her vil deltagerne få gode råd til, hvordan man skal gribe det an, når man møder kritikken af landbruget i dagligdagen.

Alle er velkomne – uanset klimaholdninger. Mødet begynder med en rundvisning på Axelborg klokken 18.30, og bagefter er der sandwich og sodavand.