Dava Foods har en vision om at producere et CO2-neutralt æg. Vejen derhen er mange små delmål, blandt andet æggebakker af græs.
Som så mange andre virksomheder er Dava, som råder over seks ægpakkerier og fire fabrikker til fremstilling af kogte og pasteuriserede ægprodukter i Hadsund, gået med i klimakampen.
- Æg udleder kun to kilo CO2 pr. producerede kilo æg, hvilket gør æg til en klimasmart fødevare. Derudover har æg gode ernæringsmæssige og funktionelle egenskaber, som gør det til en vigtig – og ofte uundværlig fødevare – i mange danske hjem, lyder det fra virksomheden, som har 300 mand ansat.
Derfor er virksomhedens mission et CO2-neutralt æg.
- For os er det vigtigt at tage et samfundsansvar overfor mennesker, dyr og miljø således, at de fødevarer vi producerer, afgiver et så lavt klimaaftryk som muligt. Det er en lang og vigtig rejse, vi begiver os ud på for at nå vores vision om at producere et CO2-neutralt æg uden klimakompensation, siger administrerende direktør Ivan Noes.
Papkasse af græs
Direktøren fortæller, at vejen til et CO2 neutralt æg bliver mange små delmål, som virksomheden allerede er godt i gang med.
Det første synlige resultat er den nye »græskasse«, som æggebakkerne fragtes i. Græskassen udleder 26 procent mindre CO2 end en konventionel papkasse. Kassen er fremstillet af græspapir og er derfor en mere miljøvenlig emballage at sende æg ud til supermarkederne med.
- Den nye græskasse og generelt mere miljøvenlig emballage er første lille skridt i retningen af at nå vores vision om et CO2-neutralt æg uden klimakompensation, siger Ivan Noes.
Klimaarbejde
Ud over græskassen har virksomhedens chauffører også gennemført et kursus i bio-kørsel. Dette har sammen med investeringer i nye lastbiler med den nyeste teknologi givet en CO2-reduktion på 30 procent de seneste tre år.
Herudover bliver der også kigget på hønens trivsel og hønens foderoptag i forhold til æglægning ude ved landmanden, såvel som brug af energi på pakkeriet og optimeret kørsel mellem landmand til pakkeri til butik. Alt for, at der udledes så lidt CO2 som muligt.
Dava Foods’ egne aktiviteter er blevet ISO 14001 certificeret. Det danner grundlaget i arbejdet med miljø og bæredygtighed og skal sikre, at arbejdet foregår systematiseret og bliver dokumenteret løbende i processen.
- Vores mål er at reducere vores CO2 udledning pr. produceret kilo æg med minimum 5 procent om året de næste fem år, fortæller Ivar Noes.
teba