Højesteret har i slutningen af juni måned 2025 afsagt dom i en sag, hvor der i en konkret situation tages stilling til ansvar for en opstået jordforurening.

Princippet om at den, der forårsager en forurening selv skal betale for forebyggelse, oprydning og afhjælpning har udtrykkeligt været gældende i Danmark siden 1973, hvor miljøbeskyttelsesloven blev indført.

For nylig har der været en sag i Højesteret, hvor der i en konkret situation tages stilling til ansvar for en opstået jordforurening.

Sagen i Højesteret angik en situation, hvor et olieselskab skulle levere dieselolie til en erhvervsvirksomhed. Olien skulle påfyldes en nedgravet tank via en påfyldningsstuds under et dæksel.

Frifundet med to begrundelser

Chaufføren på tankbilen fulgte dog ikke til punkt og prikke sin instruks om påfyldning af olien, og ved en fejl blev cirka 2.500 liter olie pumpet via en studs, der stammede fra en nedlagt og fjernet tank. Olien blev pumpet direkte ud i jorden, og kommunen gav olieselskabet påbud om at fjerne den forurenede jord.

Under retssagen skulle der tages stilling til, om olieselskabet kunne kræve omkostningen til fjernelse af jorden erstattet af virksomheden, enten efter den objektive ansvarsregel i miljøskadeerstatningslovens § 3 eller efter dansk rets almindelige regler om erstatning.

Byretten havde frifundet virksomheden, men Landsretten var nået frem til det modsatte resultat. Højesteret endte med at frifinde virksomheden med to begrundelser:

For det første, at det objektive ansvar efter miljøskadeerstatningsloven kun angår skader, der hidrører fra den særligt farlige eller forurenende aktivitet, der medfører, at virksomheden er omfattet af denne lov.

For det andet fandt Højesteret, og det er nok det mest interessante, at det ikke var ansvarspådragende for virksomheden, at påfyldningsstudsen fra den tidligere fjernede tank ikke var blevet afblændet eller fjernet, eller i det mindste afmærket, så misforståelser som denne ikke kunne opstå.

Vigtigt at holde orden i eget hus

Højesteret fandt derimod, at olieselskabets chauffør havde handlet groft uagtsomt i modstrid med sin instruks. Resultatet blev derfor, at olieselskabet – det vil sige dettes forsikringsselskab – skulle bære omkostningerne selv, og virksomheden blev frifundet.

Selvom resultatet af dommen måske virker oplagt, så kan vi drage den lære, at vi skal holde orden i eget hus. Min anbefaling er, at installationer på for eksempel en landbrugsejendom, som skal benyttes af leverandører, måske på tidspunkter, hvor ingen andre er til stede, skal være indrettet, skiltet og markeret på en måde, så misforståelser så vidt muligt undgås.

Det afgørende i den omtalte sag var, at chaufføren ikke fulgte sin instruks. Det kan dog ikke afvises, at man kan pådrage sig et ansvar ved ikke at indrette for eksempel påfyldningen ved en olietank således, at der kun er de påfyldningsstudser til rådighed, som faktisk skal og kan benyttes uden risiko.

Dommen kan læses på Højesterets hjemmeside.