Modtager 45,5 mio.: Grønlandsk gletsjermel skal drive landbrugets grønne omstilling
Med en investering på 45,5 millioner kroner fra EIFO, Novo Holdings og grønlandske partnere vil virksomheden Rock Flour Company dokumentere, at gletsjermel både kan lagre CO2, reducere behovet for kunstgødning og åbne for et nyt eksporteventyr med udgangspunkt i Grønland.

Ved at bruge grønlandsk gletsjermel på landbrugsjorde kan CO2 bindes i jorden, der samtidig får tilført mineraler og næringsstoffer, der forbedrer jorden og giver bedre høstudbytte uden brug af kunstgødning. Fotos: EIFO
Deeptech-virksomheden Rock Flour Company i København har netop rejst 45,5 millioner kroner med tunge investorer som EIFO og Novo Holdings i spidsen. Kapitalen skal bruges til at gøre grønlandsk gletsjermel (GRF) til en global løsning for både klimafangst og regenerativt landbrug.
Blandt de nye investorer er også grønlandske Nalik Ventures, pensionskassen SISA og Carbon Drawdown Initiative. Samtidig deltager eksisterende investorer som 2degrees, The Footprint Fund og Planetary Impact Ventures.
- Vi er utroligt glade for opbakningen fra førende institutionelle investorer fra både Grønland – hvor vi har vores aktiviteter – og Danmark, hvor vi begynder at rulle anvendelsen ud, siger Eliot Booth, driftschef i Rock Flour Company i en pressemeddelelse.
- Denne investering giver os mulighed for at accelerere skaleringen af vores aktiviteter i Grønland og levere et proof-of-concept, der kan dokumentere den globale betydning, tilføjer han.
Hvad er GRF?
GRF er 100 procent naturligt, ikke-giftigt, ultrafint stenmel, fyldt med vigtige mineraler og næringsstoffer til at fremme sunde jorde og planter. Ifølge Rock Flour Company er det det samme naturmateriale, der ligger bag verdens mest frugtbare landbrugsjorde i dag.
Udover at levere kalium (K), fosfor (P) og andre centrale mikronæringsstoffer, kan GRF hurtigt binde op til 25 procent af sin vægt i CO2. Andre fordele inkluderer regulering af jordens pH-værdi og forbedret jordstruktur.
GRF dannes, når Grønlands enorme iskapper bevæger sig og maler underliggende klipper ned til mikroskopiske partikler under trykket fra op til 3 km tyk is. Om sommeren skyller smeltevand GRF ud under gletsjerne og videre ud i let tilgængelige kystnære aflejringer.
Der aflejres årligt over en milliard tons GRF i hele Grønland. Når det spredes ud på jorde i varmere klimaer, forvitrer GRF hurtigt. En proces, der frigiver næringsstofferne og muliggør CO2-optag.

GRF dannes, når Grønlands enorme iskapper bevæger sig og maler underliggende klipper ned til mikroskopiske partikler under trykket fra op til 3 km tyk is. Om sommeren skyller smeltevand GRF ud under gletsjerne og videre ud i let tilgængelige kystnære aflejringer. Grafik: Melanie Linnemann Djernæs
Pilotprojekter og skalering
Med investeringen vil Rock Flour Company igangsætte sit første kommercielle GRF-projekt i Grønland, etablere langsigtede pilotprojekter og arbejde for endelige myndighedsgodkendelser. Samtidig skal kapitalen accelerere forskning og teknologiudvikling samt skabe partnerskaber på tværs af værdikæden.
- At støtte udviklingen af en innovativ løsning, der ikke blot adresserer globale klimaproblemer, men som også kan styrke Grønlands økonomi fundamentalt, er præcis det, vi ønsker, udtaler Peter Christiansen, konstitueret adm. direktør i Nalik Ventures.
Ifølge direktøren kan Arktis være en kilde til optimisme i den globale grønne omstilling, og at dette projekt beviser netop det.

Gletsjermel findes under fødderne i den grønlandske natur. Det vil Rock Flour Company udnytte. Fra højre er det co-founder og professor i geologi Minik Thorleif Rosing, Samuel Backlund, forretningsudvikler, Eliot Booth, driftschef og rådgiver, og tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist.
Gletsjermel som klimaværktøj
Grønland rummer milliarder af ton gletsjermel. Ifølge Rock Flour Company kan gletsjermel gøre landbruget til en aktiv drivkraft i klimakampen, samtidig med at udbytterne styrkes.
- Grønlandsk gletsjermel har potentialet til at indfange og lagre kuldioxid i atmosfærisk skala og give landbruget adgang til mere bæredygtige næringskilder. Det matcher EIFOs målsætning om at accelerere den grønne omstilling, siger Erik Balck Sørensen, IT-direktør i EIFO.
Også Novo Holdings ser store perspektiver i projektet.
- Rock Flour Company udspringer af forskning, som Novo Nordisk Fonden har støttet gennem en årrække. Vi ser nu denne viden blive omsat til en virksomhed med positive resultater fra markforsøg, stærke partnerskaber og stigende international interesse, siger Anders Spohr, Managing Partner, Planetary Health Investments, Novo Holdings.
Med investeringen ønsker parterne at støtte Rock Flour Companys evne til at opskalere sin løsning og bidrage til en mere bæredygtig udvikling af landbruget både i Danmark, Grønland og globalt.