Reglerne om sprøjtejournaler er ændret – igen, igen
Inden for et halvt år er der indført nye regler for sprøjtejournaler, og det er naturligvis vigtigt at være opmærksom på.
For anden gang på seks måneder er reglerne om sprøjtejournaler blevet ændret. Knapt var den nye bekendtgørelse om sprøjtejournaler trådt i kraft den 1. august 2025, før en ny bekendtgørelse så dagens lys og trådte i kraft den 1. januar 2026.
I forhold reglerne fra august 2025 er der først og fremmest ændret i reglerne om skadedyrsbekæmpelse med gas, hvor benyttelse af gas som plantebeskyttelsesmiddel nu er omfattet af de samme regler, som gælder for alle de øvrige midler.
Bortset herfra er der ændret minimalt i bekendtgørelsen, men disse mange ændringer i reglerne fører til tvivl og usikkerhed også for de professionelle brugere i landbruget.
Hvis vi skal sammenfatte de regler, der blev indført med sprøjtejournalbekendtgørelsen pr. 1. august 2025, kan det i korthed beskrives således, at ændringerne i 2025 særligt vedrørte den situation, at den, der udfører arbejdet med sprøjtning, er en anden end ejendommens ejer.
Reglerne er uhyre relevante og vigtige, både for den, der sprøjter for andre og den, der får sprøjtet af en anden. Der gælder ingen bagatelgrænse – så selvom man måske i årevis har haft en uformel ordning om, at man lige sprøjter for naboen, så skal de nye regler fælges. Der er udsigt til bøder til begge parter, hvis man ikke overholder reglerne.
Et fælles ansvar
Personen, der sprøjter for andre, skal føre sin sprøjtejournal, og det skal ske straks arbejdet er afsluttet. Det areal, der behandles, skal kunne identificeres med mark-id (eller i visse situationer marknummer). Hvis dette ikke er muligt, at på anden sikker måde (for eksempel matrikelnummer, adresse eller lignende, eller hvis der er tale om for eksempel gartnerier, væksthus-id, væksthusnummer etc.)
Sprøjteføreren skal overdrage sprøjtejournalen til ejeren (det vil sige den, der sprøjtes for) løbende. Det vil være tilstrækkeligt, at dette sker én gang om måneden). Der skal fra 1. august 2026 være CVR-numre i sprøjtejournalen, både for den der sprøjter, og den der sprøjtes for, og journalerne skal opbevares i mindst tre år. Hvis journalerne føres analogt (det vil sige i papirform), skal oplysninger overføres til elektronisk form månedligt, dog med en vis overgangsordning.
Ansvaret for at føre sprøjtejournalen påhviler den, der udfører arbejdet, men ejeren skal opbevare journalerne i mindst tre år, og der er et fælles ansvar for, at ikke kun journalerne føres og opbevares, men ikke mindst også, at sprøjtningen er lovlig (for eksempel at reglerne for brug af pesticider er overholdt).
På dette område som på alle andre er min anbefaling derfor at indgå klare aftaler om arbejdets udførelse og om førelse af den lovpligtige dokumentation. Åbenhed og klarhed mellem parterne er en nødvendighed, og det er ikke godt nok blot at gøre som vi plejer, og bøderne kan afhængig af overtrædelsernes grovhed være betydelige.
Der kan ligeledes blive rejst krav om fradrag i landbrugsstøtten på grund af reglerne om krydsoverensstemmelse. Dette følger af reglerne om korrekt brug af plantebeskyttelsesmidler og fremgår derfor ikke af sprøjtejournalbekendtgørelsen. Der kan også på dette punkt være tale om betydelige beløb.










































