Af advokat Jens Axel Kruchov, Storm Advokatfirma

Der er forskel på at styre en virksomhed og lede en virksomhed. De fleste landmænd er gode til at styre, mens det halter noget med at lede. Udfordringerne ligger måske i ejerstrukturen.

Landbruget har en lang tradition, hvor det enkelte landbrug er personligt ejet af landmanden. For 15 år siden var godt 94 procent af bedrifterne drevet som enkeltmandsvirksomhed. I 2020 var det tal faldet til godt 84 procent.

Selvom der er sket et fald i antallet af enkeltmandsvirksomheder, er landbruget, sammenlignet med andre erhverv, altså stadig kendetegnet ved, at hovedparten af erhvervets virksomheder ejes af og drives af en person.

Dette har mange konsekvenser, blandt andet også et fravalg af en ejerstruktur, hvor udøvelsen af ledelse sker fra flere sider og med et forskelligt tryk i ledelseskraften.

Nedenfor følger nogle gode råd om, hvordan du bedst kan styrke ledelseskraften på din bedrift.

Analyser din ledelse

Lav en analyse af, hvor der sker udøvelse af din ledelse, både vedrørende de interne forhold (ansættelsesforhold, strategiretning, driftsøkonomi m.v.) og de eksterne forhold (kontrakter med mejeri/slagteri, aftaler om finansiering, styring for planlove, indberetninger m.v.) Analysen munder ud i, hvad du er bedst til, og hvor du bør styrke ledelseskraften.

Styrk dine svage sider

Overvej, hvordan du bedst styrker dine svage sider, så du frigøres til det, du i virkeligheden er bedst til. Skal du ansætte hjælp til opgaven eller dele ejerskabet? Du kan overveje, om der skal ske en opsplitning af din bedrift, således at du ejer ejendommene, mens produktionen ejes af flere med egne ansvarsområder.

Sæt ambitiøse mål og følg op

Indsæt nogle ambitiøse mål for forandringer i forhold til din dagligdag i dag. Lav en periode, hvor du gør tingene anderledes og husk at, hvis du vil nå noget andet, skal du gøre noget andet. Registrer dine forandringer og mål effekten for at se, om du opnår det, du gerne vil. Hvis du har foretaget en ansættelse for at sætte mere fokus på et område, så start med at gøre ansættelsen tidsbegrænset og vær åben om, hvad du vil måle effekten på.

Lav et gårdråd

Indhent professionel bistand til opgaverne. Dette kan ske ved, at du laver et gårdråd eller et advisory board, der bemandes med folk, der har de evner, du efterspørger. Skal eksempelvis din strategiske muskel trænes op, så bør du bemande dit gårdråd med en, der har strategiske evner og kompetencer. Husk også her, at deltagelsen i et gårdråd kan og bør være områdebegrænset og tidsbegrænset for et år ad gangen men med mulighed for fortsættelse, hvis det har givet mening og dine mål er opfyldte.

Del dine erfaringer og lær af andres

Del dine erfaringer med dine landmandskolleger. Der er mange erfagrupper og tolvmandsgrupper, hvor du kan dele dine erfaring med, hvordan din ledelse udøves og samtidig høre om andres erfaringer.

For få landmænd leder virksomheden

Hvorfor kommer disse råd så fra en advokat? Jeg har oplevet mange landbrug, hvor der desværre kun var fokus på få ting fra ejernes side. De fleste landmænd er dygtige til deres håndværk og deres produktionsresultater kan kun imponere.

Desværre er den samlede ledelse af landbruget ikke altid så imponerende og det kan medføre både værditab og personlige frustrationer ved ejeren. Alle landmænd arbejder hårdt, nogle landmænd styrer virksomheden, for få landmænd leder virksomheden. Derfor skal der mere fokus på ledelseskraften.

Jeg indledte min klumme med nogle procenter. Jeg vil afslutte den med de tørre tal. I 2006 var der 47.385 landbrugsbedrifter i Danmark. Af dem var 44.606 enkeltmandsvirksomheder. Til sammenligning var der sidste år 33.148 bedrifter. Af dem er 27.965 enkeltmandsvirksomheder. Kilde: https://www.statistikbanken.dk/bdf14