Til holdtræningen i fitnesscentret i dag var salen fyldt til bristepunktet! Det er januar, og mange mennesker har taget hul på nytårsforsættet om vægttab.

Måske man ved samme anledning skulle kigge på hunden og overveje, om den skal være med? Altså ikke i fitnesscentret, men på slankekuren.

I mit virke som praktiserende smådyrsdyrlæge ser jeg ofte overvægtige kæledyr. Mange hunde får for meget eller forkert foder – og motionerer for lidt.

De fleste ejere har svært ved at vurdere hundens huld. Som tommelfingerregel skal overgangen mellem brystkasse og bug (taljen) være synlig og hundens bug let opkneben.

En stor pels kan nemt skjule hundens talje, eller mangel på samme, ligesom den kan skjule en lille hængemave. Overvægt kan dog nemt afsløres ved at føle ned langs hundens ribben. Hvis det er svært at mærke ribbenene med flad hånd, er hunden overvægtig.

Kan jeg ikke bare give hunden mindre foder? Det spørgsmål får jeg ofte. I teorien er svaret »ja«. Men fodrer man hunden med væsentlig mindre end den anbefalede daglige foderration, risikerer man at opnå et usundt vægttab, hvor hunden ikke får dækket sit behov for vitaminer og mineraler, og at vægttabet delvis skyldes tab af muskelmasse.

Foder med lavt kalorieindhold

For at opnå et vægttab uden, at hunden sultes, er det vigtigt at erstatte det sædvanlige foder med et sundt foder med lavt kalorieindhold. Er der tale om en meget sulten hund, kan man i tillæg vælge et foder med højt fiberindhold, som fremmer mæthedsfornemmelsen. Disse to egenskaber – kalorielet og mæthedsfremmende – er kendetegnet for et godt slankefoder.

Et eksempel på sådan et slankefoder, er Land & Fritids Sund Premium Idealvægt. Denne fodervariant har et højt indhold proteiner, men meget lav fedtprocent. Her er også lignocellulose, som giver en god mæthedsfornemmelse samt hestebønner, der bidrager til et stabilt blodsukker.

At skifte til en slankekost er således en god start. Men ligesom hos mennesker nytter det ikke at spise sundt til hovedmåltiderne, hvis man propper sig med slik resten af dagen.

Vi elsker vores hunde og giver dem mange godbidder – det skal der også være plads til. Men der må holdes regnskab med godbidderne. Under et slankeforløb anbefaler jeg kun at give et absolut minimum antal godbidder af lavt kalorieindhold om dagen.

Bruger man mange godbidder til for eksempel træning, kan disse med fordel erstattes af et fuldfoder af god kvalitet. Således sikres, at hunden stadig får alle de næringsstoffer, den har behov for, og modregningen af kalorier er mere overskuelig. De fleste hunde er lige så glade for fodergodbidder, som de er for »slik«.

Til slut vil jeg understrege, at de bedste resultater opnås ved et langsomt vægttab, gerne på et procent af kropsvægten pr. uge. Når idealvægten er opnået, er det naturligvis vigtigt at holde denne. Det vil jeg gerne skrive mere om i næste klumme.