Hvem kaster mudder?

Det er alligevel sjældent, at køen er så lang til håndvasken som for øjeblikket. Hvornår bliver der stemmer i at erkende ansvaret?

»Den yderste europæiske højrefløj, i samspil med rabiate landbrugsorganisationer og EU’s kød og kemikalielobby, har startet en kampagne mod klimahandling og naturbeskyttelse.«

Sådan skrev pressechefen hos Danmarks Naturfredningsforening på X i den forgangne uge. Han krydrede sit opslag med et billede – ikke et link – til en (sjældent nuanceret) artikel fra DR, hvor overskriften lød:

»I Europa stormer det yderste højre frem. Og de vrede landmænd er blevet symbolet på fremgangen.«

På den (u)fine vis fik pressechefen givet landbruget skylden for, at nationalistiske højrefløjspartier i europæiske lande har medvind blandt vælgerne.

Det var ikke pointen i den artikel, han bragte et billede til, men det betød tilsyneladende ikke så meget. Når blot landbruget kunne få skylden.

De fleste har nok skidt i nælderne

Jeg tror ikke, at sådan en mudderkastning mod landbruget er populær i den brede befolkning, men blandt en god del af pressechefens følgere faldt det i god jord.

Andre steder var det voldsomt populært at kaste forurenet mudder mod milliardæren bag det famøse Nordic Waste, der har en ret massiv mudderbunke i skred.

Der er nok mudder i den bunke til at flere kan få lidt i hovedet.

Personligt bliver jeg altid lidt forbandet, når nogen kaster med mudder. Som min fatter altid siger: Man kan ikke vaske sig ren i andre folks lort, og de fleste har nok skidt i nælderne en gang eller to. De fleste måske endda flere.

Derfor er jeg i reglen mere tryg ved dem, der ikke som automatreaktion kaster med mudder og giver andre skylden. Når det bliver det mest populære i vælgerhavet, bliver jeg optimist på demokratiets vegne.

Læs også