Kulturminister Jakob Engel-Schmidt erklærer sig fuldstændig enig i Trivselskommissionens anbefaling om, at livestreaming af børn og unges idrætsaktiviteter bør ophøre, lyder det i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

Ministeren mener, at idrætslivet skal være et trygt og frit rum for børn og unge, hvor de kan lege, udvikle sig og begå fejl uden frygt for at blive eksponeret på sociale medier.

- Når børn og unge dyrker idræt i foreningslivet, så skal det være et trygt frirum med plads til leg og til at fejle. Børn og unge skal kunne dyrke idræt uden at frygte, at de ender på TikTok, fordi de har lavet en maveplasker til udsprings-stævnet eller et uheldigt selvmål i fodboldfinalen, siger Jakob Engel-Schmidt.

Begynder uden lovgivning

Han opfordrer alle idrætsforeninger, sportshaller og kommuner til at følge de retningslinjer, som Danmarks Idrætsforbund har fremlagt. Hvis der ikke ses tilstrækkelige forbedringer, er han parat til at undersøge muligheden for lovgivning.

Danmarks Idrætsforbund anbefaler grundlæggende, at der ikke livestreames fra kampe, opvisninger, træninger eller konkurrencer, hvor deltagere er under 18 år. Hvis man alligevel beslutter at livestreame, anbefales det, at adgangen begrænses via login, at kun selve idrætsaktiviteten vises, at en ansvarlig person er til stede for hurtigt at kunne stoppe streamingen, at der er tydelig skiltning, hvor der streames, og at der etableres områder uden mulighed for streaming.

I det nye år vil kulturministeren indkalde til et statusmøde med Danmarks Idrætsforbund, andre relevante idrætsorganisationer og Kommunernes Landsforening for at vurdere, om anbefalingerne bliver fulgt i praksis.