Slotte og herregårde summer af liv den 17. august, når Herregårdenes Dag igen løber af stablen.

Hele 48 steder landet over deltager i den landsdækkende temadag, hvor publikum inviteres indenfor til arrangementer, rundvisninger og historisk levendegørelse.

- Man kan blandt andet komme med på eksklusive omvisninger og spændende havevandringer. Nogle steder kan man opleve levendegørelse og marked, andre steder byder på koncerter eller kaffebord. Mulighederne er mange, og der er arrangementer over hele landet. Nogle arrangementer er gratis og andre kræver entré, fortæller museumsinspektør Marie Kirstine Elkjær fra Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, der er projektleder på dagen, i en pressemeddelelse.

Herregårdenes Dag 2025: Deltagende slotte og herregårde

Nordjylland

  • Gammel Vraa
  • Havnø Gods
  • Herregården Hessel
  • Kokkedal Slot
  • Lindenborg Slot
  • Odden Herregård
  • Store Restrup
  • Sæbygård
  • Voergaard Slot

Midtjylland

  • Clausholm
  • Gammel Estrup
  • Herningsholm
  • Kalø Jagtslot
  • Løvenholm Gods
  • Moesgaard
  • Nørre Vosborg
  • Rosenholm
  • Silkeborg Hovedgård
  • Sophiendal Gods
  • Spøttrup Borg
  • Ørslev Kloster
  • Middelalderborgen Østergaard

Syd- og Sønderjylland

  • Gram Slot
  • Sandbjerg Gods
  • Sønderskov

Fyn og Øer

  • Billeshave
  • Broholm
  • Broløkke Herregård
  • Dallund Slot
  • Egeskov
  • Erholm Gods
  • Hvedholm Slot

Sjælland

  • Egholm Slot
  • Gavnø Slot
  • Kragerup Gods
  • Nysø (Thorvaldsen på Nysø)
  • Roskilde Kloster
  • Rønnebæksholm
  • Sauntehus
  • Selsø Slot
  • Skjoldenæsholm
  • Svanholm Gods
  • Tersløsegaard

Lolland-Falster-Møn

  • Frederiksdal Gods
  • Halsted Kloster
  • Krenkerup
  • Kærstrup Gods
  • Pederstrup

Belyser glemt kulturarv

Herregårdenes Dag afholdes for syvende gang og er et initiativ fra Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. Det sker i samarbejde med de deltagende slotte og herregårde og har som mål at kaste lys over en kulturarv, der ofte glemmes i nutidens fortællinger.

- Herregårdenes Dag er en oplysningskampagne for de danske slotte og herregårde. I Danmark findes omkring 730 herregårde, og det danske landskab er formet af herregårdene, der gennem århundreder har været den væsentligste drivkraft på landet. De store gamle hovedbygninger ligger stadig i landskabet som vidnesbyrd om godsernes enorme betydning – blandt andet som nogle af de største arbejdspladser i landområderne helt ind til midten af 1900-tallet, siger Marie Kirstine Elkjær og tilføjer:

- Vi håber, at Herregårdenes Dag kan være med til at gøre opmærksom på de mange herregårde og den vigtige historie og kulturarv, de repræsenterer.

Herregårdenes Dag har siden 2019 været afholdt hvert år den tredje søndag i august.

Det samlede program for dagen kan findes på www.herregaardenesdag.dk.