Næsten 1,4 mio. gæster: Kultur- og musikoplevelser har bidraget til historisk besøgsrekord hos MCH
Fordelt på 308 arrangementer og 465 arrangementsdage har diverse sport, kultur- og musikoplevelser, store firmafester, kongresser, landsmøder og meget mere medført en årlig besøgsrekord hos MCH på i alt 1.395.515 besøgende i 2025.

Administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen under VM i herrehåndbold 2025 i Jyske Bank Boxen. Foto: MCH/Lars Møller.
1.395.515 personer gæstede MCH Messecenter Herning, MCH Herning Kongrescenter, MCH Arena og Jyske Bank Boxen i 2025. Det er 250.000 flere end i det hidtidige rekordår 2018. Dermed blev 2025 det mest besøgte år i MCH's historie, oplyser messecentret i en pressemeddelelse.
Flere VM’er
Besøgsrekorden skal ses i lyset af, at MCH i 2025 - foruden messer og udstillinger, musik og underholdning, møder, kongresser og store firmafester - dannede rammen om flere store internationale mesterskaber: VM i herrehåndbold, VM i ishockey, VM i bridge og EuroSkills, der bidrog til et ekstraordinært højt aktivitetsniveau gennem hele året.
Fra MCH lyder det, at det rekordhøje besøgstal gør indtryk på administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen:
- Det er historiske tal, og de fortæller først og fremmest historien om et unikt år, hvor flere store begivenheder faldt sammen, og hvor MCH - i tæt samspil med vores kunder og samarbejdspartnere - har været rammen om både personlige møder og stjernestunder, siger han og fortsætter:
- At næsten 1,4 millioner mennesker har været samlet her i løbet af 2025, er noget, vi er både stolte af og taknemmelige for.
Samtidig anerkender Georg Sørensen, at medarbejderne i MCH i et ekstraordinært stort år har ydet en ekstraordinært stor indsats.
EM og Minecraft
Hos MCH er man glade for at også 2025 har været et samlingspunkt for fællesskaber, personlige møder og store oplevelser, og det påpeges, at mødet mellem mennesker er centralt for koncernens mange aktiviteter.
- Året har endnu en gang bekræftet vigtigheden og værdien af det personlige møde. Netværk og relationer er blevet skabt og styrket, aftaler og samarbejder er blevet etableret, erfaringer og viden er blevet delt, og de mange oplevelser har skabt både følelser og fællesskab. Alt sammen netop kernen i det, vi arbejder for i MCH, bedyrer Georg Sørensen.
I MCH ser men nu frem til et 2026 der også byder en lang række fag- og publikumsmesser - herunder premiere på tre nye messer, EM i herrehåndbold, oplevelsesattraktionen Minecraft Experience, mange kultur- og musikoplevelser, store firmafester, kongresser, landsmøder og meget, meget mere.
Kongresser og koncerter
I denne uge gennemføres Plantekongressen, og i den kommende weekend følger kunstmessen Art Herning. Herefter følger allerede i januar blandt andet fem udsolgte shows med Martin Kanstrup, nytårskoncerter og EM i herrehåndbold.
Derefter byder første kvartal i Jyske Bank Boxen på Yamaha Supercross, Final 4 og to udsolgte koncerter med The Minds of 99.
MCH Herning Kongrescenter danner også rammen om en række møder og kongresser, og publikum kan i år blandt meget andet se frem til musicalen »Grease« og der vil være premiere på de to nye koncepter »Støj« og »Operaperler« med blandt andet Tessa og Artigeardit.
Nye messer
Ud over tilbagevendende messer vil der i 2026 også være præmiere på nye messer – blandt andet »Krea MCH« og »Bolig Mad Design«. Derudover åbner verdensattraktionen Minecraft Experience fra påske og fem måneder frem.
- Der venter et både alsidigt og rigtig spændende år, lover Georg Sørensen.








































