Politikerne vil tage kampen op mod engelske ord
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti vil med tre initiativer give Dansk Sprognævn en mere aktiv rolle og drøfte skærpede krav til public service-mediernes brug af dansk.

Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har indgået politisk aftale om sprogpakke 1, der skal styrke og beskytte det danske sprog. Foto: Colourbox
Regeringen, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har indgået politisk aftale om sprogpakke 1, der skal styrke og beskytte det danske sprog. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Aftalen indeholder tre initiativer. Dansk Sprognævn skal have en mere opsøgende og sprogbeskyttende rolle. Public service-forpligtelsen i kommende medieaftaler skal drøftes med henblik på at styrke indsatsen for dansk. Derudover skal der oprettes et nyt fagråd for mediesprog.
- Danmark er et lille land, og derfor har vi en stor opgave i at beskytte det danske sprog – ellers bliver det langsomt kvalt. Det vil være en åndelig falliterklæring, hvis danske børn i fremtiden ikke kan forstå de smukke salmer, der synges til deres konfirmation, eller ikke er i stand til at læse de gamle litterære klassikere. Derfor er der brug for, at vi griber taktstokken og aktivt kæmper imod den alt for store fremkomst af udenlandske ord, der drukner vores sprog, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Lille sprognation
- Som en lille sprognation kan vi ikke tage det danske sprog for givet. Vi er kun seks millioner mennesker, og derfor er det i sidste ende os selv, der har ansvaret for at værne om og udvikle det danske sprog, siger Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen.
Ifølge aftalen skal formålsparagraffen i Lov om Dansk Sprognævn udvides, så nævnet får en opsøgende og vejledende forpligtelse i forhold til at beskytte dansk. Det indebærer blandt andet kontakt til centrale sprogbrugere, institutioner og myndigheder om korrekt sprogbrug og begrænsning af unødvendig engelsk.
I 2026 afsættes 0,5 millioner kroner i projekttilskud til en konkret indsats.
I forbindelse med forhandlingerne om en ny medieaftale skal det drøftes, hvordan Danmarks Radio, TV 2 og TV 2-regionerne kan få en skærpet public service-forpligtelse til at værne om dansk.
Endelig skal Dansk Sprognævn nedsætte et fagråd for mediesprog med repræsentanter fra medierne og nævnet. Rådet skal rådgive medierne om sprogbrug og understøtte dansk som samfundsbærende sprog.











































