Irlands mælkeproducenter indtager en central rolle i den globale fødevaredebat i mini-dokumentaren The Pasture Paradox, som giver et indblik i et af verdens mest effektive – og samtidig udfordrede – landbrugssystemer.

Filmen er en del af projektet World Without Cows, der undersøger køernes kulturelle og økonomiske betydning, deres rolle i at brødføde verden og deres påvirkning af klimaet. Bag produktionen står den amerikanske virksomhed Alltech, og arbejdet med dokumentaren har været i gang siden 2019.

Med optagelser fra mere end 40 steder verden over tegner filmen et nuanceret billede af kvægets betydning – både historisk, kulturelt og i moderne fødevareproduktion. Her medvirker landmænd, landbrugs- og miljøforskere samt en lang række eksperter, der belyser køernes rolle og de potentielle konsekvenser af et verdensbillede uden kvæg.

Globalt forbillede med en bagside

Irland fremhæves ofte som et globalt eksempel på bæredygtig mælkeproduktion. Landets milde klima, høje nedbør og frugtbare jorde skaber optimale forhold for græsproduktion det meste af året. Det er netop dette græs, som 1,6 millioner malkekøer omsætter til mælk i et af verdens mest klimaeffektive systemer.

Samtidig udgør mejerisektoren en økonomisk rygrad med eksportindtægter på omkring 7,3 milliarder euro og cirka 60.000 arbejdspladser.

Men succesen har en pris. For at opretholde produktiviteten på græsmarkerne er anvendelsen af kvælstof nødvendig – og det lægger pres på vandmiljøet. Dermed opstår det, filmen kalder »græssets paradoks«: Et effektivt og relativt klimavenligt system, som samtidig udfordrer lokale miljøgrænser.

Filmen er en del af den støre dokumentarserie World Without Cows lavet i samarbejde med Alltech. Foto: Alltech

Filmen er en del af den støre dokumentarserie World Without Cows lavet i samarbejde med Alltech. Foto: Alltech

Pres fra flere fronter

Det irske landbrug står ikke kun over for miljømæssige udfordringer. Generationsskifte blandt landmænd, geopolitiske spændinger, ændret regulering og en forbrugerbefolkning med større afstand til landbruget er alle faktorer, der påvirker erhvervet.

Alligevel peger flere aktører på, at netop udfordringerne kan drive udviklingen fremad.

Ved en privat visning og paneldebat om The Pasture Paradox blev repræsentanter fra hele den irske fødevaresektor samlet for at diskutere balancen mellem landets store rolle i global mælkeproduktion og de miljømæssige grænser, der former fremtiden.

Panelet bestod blandt andre af Tom Cronin, Niall Moore, Dr. Lisa Koep, Dr. Laura Burke og Tara McCarthy.

Tara McCarthy, vicepræsident for ESG hos Alltech, siger:

- The Pasture Paradox og den efterfølgende paneldebat viser en sektor, der både forstår sine styrker og sit ansvar. Græsbaseret produktion, familielandbrug og stærke kvalitetssikringssystemer er reelle styrker i irsk mejeri. Men dagens samtale har også understreget noget lige så vigtigt: At et lavt globalt klimaaftryk ikke fritager os for lokalt ansvar – især når det gælder vandkvalitet og miljøpåvirkning i de enkelte oplande, siger hun i en pressemeddelelse.

Innovation og vilje til forandring

Ifølge Dr. Lisa Koep fra Tirlán er der både vilje og potentiale i sektoren til at finde løsninger – men det kræver rammer, der understøtter udviklingen:

- Landmænd har altid været utroligt omstillingsparate og innovative, og det giver mig håb for, at de også kan håndtere fremtidens udfordringer. Det er samtidig vigtigt at skabe incitamenter til forandring, hvis vi skal finde bæredygtige løsninger. Mange af løsningerne har en omkostning, og vi skal undersøge, hvordan andelsselskaber, politikere og regeringer kan være med til at gøre dem mere økonomisk bæredygtige, lyder det fra Dr. Lisa Koep

Også blandt de praktiserende landmænd er der tro på udviklingen.

- Landbruget står over for udfordringer, men både videnskaben og viljen til at løse dem bliver hele tiden bedre. Der findes svar på alle de spørgsmål og problemer, vi står med, så vi vil fortsætte med at forbedre os. Jeg har stor tro på kvaliteten af den mælk, vi producerer, tilføjer Niall Moore.

Dokumentarfilmen har vakt interesse blandt mange interessenter i Irland.

Dokumentarfilmen har vakt interesse blandt mange interessenter i Irland.

Danske landmænd har set første film

Den 85 minutter lange dokumentar blev vist i Danmark onsdag den 15. januar 2025 i forbindelse med NutriFair-messen, hvor den havde premiere efter messens første dag.

Her fik danske landmænd og branchefolk mulighed for at opleve filmen og dens bud på en mere nuanceret debat om kvægets rolle i fremtidens bæredygtige fødevareproduktion.

Med World Without Cows og The Pasture Paradox lægges der op til en diskussion, der rækker langt ud over Irlands grønne marker – og ind i kernen af, hvordan verdens fødevarer skal produceres i fremtiden.