Vælg det helt rigtige juletræ

Er du i tvivl om, hvilket juletræ du skal vælge? Haveekspert giver tips til beslutningen, der hos mange familier er præget af traditioner.

Valget af årets juletræ står for døren, og beslutningen om, hvorvidt det skal være rødgran, nordmannsgran eller måske noget helt andet, skal tages. Det er næsten et religionsspørgsmål hos mange familier.

Er du i tvivl om, hvad du skal vælge, og hvilket træ, der holder bedst, så giver haveekspert Jesper Carl Corfitzen en række tips til, hvordan du skiller fårene fra julebukken, i en artikel på Haveselskabet.dk.

Rød- eller nordmannsgran?

Rødgran var i mange årtier danskernes foretrukne juletræ, men er de senere år blevet fortrængt af nordmannsgranen, som holder lidt bedre på nålene, når det står indendøre.

Ifølge Jesper Carl Corfitzen er der dog flere gode grunde til ikke at ekskludere rødgranen fra julestuen. Dels har det ofte en god grensætning, der præsenterer julepynten bedre, og dels er det en gammel dansk tradition med rødgran i stuen.

Træet dufter skønt i flere dage, og er samtidig en del billigere end nordmannsgranen. Så der er også penge at spare på juletræskontoen ved at vælge den klassiske rødgran. Fælder du selv træet en uges tid før, det skal bruges, holder det fint på nålene. Så det med, at det drysser meget, kommer, ifølge haveeksperten, helt an på friskheden og hvordan du passer det.

Nordmannsgranen har de senere år fået et godt tag i danskernes julehjerter. Træet har en fin form og grenbygning, og en anden fordel er, at det holder nålene ganske længe. Træet er dog også noget dyrere end rødgranen og en smule mere pladskrævende indendørs end rødgranen.

Alternative juletræer

Står man og har brug for et meget slankt juletræ, så er omorikagran en oplagt mulighed. Det er meget slankt opret og kan somme tider have en fin koglesætning i toppen af træet.

- Nobilisgran, der har utroligt smukke blågrålige nåle, er også en mulighed som juletræ. Dog har det ofte en noget mere uregelmæssig grenstruktur. Men er du til det utraditionelle og anderledes dekorative, så er nobilistræet et godt valg, oplyser Jesper Carl Corfitzen.

Han foreslår også, at man går helt andre veje og pynter et cedertræ eller et fyrretræ.

- Her vil du helt sikkert være den, som får det mest specielle juletræ med nåle i omgangskredsen. Et valg, som mange dekoratører før dig har taget, for at pynte op til jul på den mere trendy facon.

Ønskes et juletræ helt uden nåle, så har haveeksperten også en række bud. Det kan for eksempel være store grene af troldhassel, trold-pil, lærk eller el, som tages ind til et kreativt arrangement.

Fæld drømmetræet

Fælder du selv juletræet, så får du nøjagtigt det træ, du har drømt om – og med garanti det mest friske.

Jesper Carl Corfitzen foreslår, at man tager børnene med ud til et sted, hvor de annoncerer med juletræsfældning og vælger årets juletræ der.

- Stil træet udendørs, så længe som muligt, så holder det bedst. Det gælder generelt, uanset om du køber det færdigfældet eller skover det selv, slutter haveeksperten i artiklen på haveselskabet.dk.

Læs også