Mindeanlæg for Kirstine og Anders Nielsen kombineres med værk, som i granit og bronze viser 250 års udvikling.
Kultur- og Oplevelsescenter Vestermølle ved Skanderborg Sø får i løbet af i år i haven mellem den bevaringsværdige hovedbygning og Oddervej et mindeanlæg for Kirstine og Anders Nielsen kombineret med et kunstværk i granit og bronze.
Opgaven er af Vestermølle Møllelaug givet til skulptør Thomas Andersson, som er uddannet på Det Jyske Kunstakademi og har en lang række udstillinger på CV’et. Han bor på en lille landejendom ved Skanderborg og driver her Kunstskolen og har eget bronzestøberi.
Gammel Estrup får 1 million kroner til grønne oplevelser
Vær dig selv, men vær ikke dig selv nok
Anlægget placeres tæt på mølledammen mod syd og afgrænses af en halvcirkel-bøgehæk mod nord. Midt i halvcirklen rejses to marksten med portrætter af andelsbevægelsens store skikkelse Anders Nielsen (1859-1928) og hans hustru Kirstine (1859-1941). En sten mellem de to får inskriptionen »Vær dig selv, men vær ikke dig selv nok«, en af Anders Nielsens typiske udtalelser.
Han var oftest hjemmefra for med et udgangspunkt som formand for Skanderborg Landboforening at virke nationalt.
Nogle af hans resultater er organisering af henholdsvis planteavlen og produktionen af dansk kvalitetssmør under mærket Lurpak, etablering af Jydsk Andels Foderstofforretning, i dag DLG, stiftelse af Andelsbanken, i dag en del af Nordea, bygning af Axelborg sammen med arbejderbevægelsen samt medvirken til etablering af Landbrugsraadet, i dag Landbrug & Fødevarer.
Thomas Andersson med en idéskitse til skulpturen.50 øre for at køre manden til stationen
Kirstine Nielsen drev i eget navn i mandens fravær parrets gård mellem Skanderborg og Ry og var i det hele taget en selvstændig dame. Ofte måtte hun køre ægtefællen i hestevogn til eller fra Skanderborg Station – formedelst 50 øre pr. tur. Det svarer til taxaregningen i dag.
Der var styr ikke blot på produktionen i mark og stald, også på økonomien i to regnskaber, henholdsvis honorarerne for Anders’ med tiden mange tillidsposter og landbruget. Kirstine blev også involveret i foreningsarbejde, først lokalt, senere nationalt. Typisk for tiden blev kvinde-indsatsen ikke altid bemærket efter fortjeneste. Det vil Vestermølle råde bod på nu.
Kirstine Nielsen.20 kunstværker støbt i bronze
I centrum af mindeanlægspladsen rejses Thomas Anderssons værk: Seks granitblokke »stablet« over hinanden. På den nederste hugges på hver side titlerne på fem værker, som støbes i bronze og fæstes til de overliggende blokke.
Gennem nedslag i danmarkshistorien fra Stavnsbåndets ophævelse i 1788 til vore dage er det idéen at vise den kulturelle, politiske og erhvervsmæssige udvikling, der er velfærdssamfundets grundlag: Den økonomiske baggrund for institutioner, skoler, ungdoms-og universitetsuddannelser, forsvar, hospitaler og ældreforsorg m.v. Det, som Anders og Kirstine stod for, er med her.
Etableringen af anlægget skal ses også om en trædesten til Møllelaugets planer om i Vestermølles 400 kvadratmeter store hovedbygning at lave uddybende udstillinger om det nævnte. I et Galleri Julius vil der blive fokuseret specielt på de seneste godt 50 års udvikling. Blad- og satiretegner Jens Julius Hansen har givet adgang til sin produktion, og et udvalg går nu i gang med at vælge ud.
Anders Nielsen.Runder 50 millioner kroner
Exner Arkitektur er på vej med et oplæg til renovering og nyindretning af det bevaringsværdige hus. Inklusive udstillinger venter en investering på et tocifret millionbeløb, hvorefter der siden 2010 vil være investeret mere end 50 millioner kroner i kultur- og oplevelsescentret ved Skanderborg Sø.
Udover Møllelauget er Vestermølle hjemsted for en halv snes folkelige foreninger og en velbesøgt restaurant. Møllelauget iværksætter snarest et fundraising-arbejde til supplering af den opsparing på tre millioner kroner, som er foretaget. Skanderborg Byråd har overdragelse af brugsretten til hovedbygningen på dagsordenen 29. marts.