Dyrskuepladsen i Odense skal være Danmarks mest bæredygtige med plads til 70.000 gæster. Og det er helt i tråd med tankegangen bag Det Fynske Dyrskue, siger formand Torben Povlsen.
Trods planer om, at store koncertnavne fremover skal gæste Odense med shows, der kan vises for op til 70.000 tilskuere på en gang, er der ingen planer om, at det kommer til at påvirke afholdelse af Det Fynske Dyrskue. Tværtimod.
- Det falder helt i tråd med Det Fynske Dyrskue i og med, at vi har et event, hvor vi snakker bæredygtighed, klima og miljø. Så det at gøre pladsen mere bæredygtig er vigtigt, når vi skal afholde de store events med titusindvis af besøgende, siger formand for Det Fynske Dyrskue, Torben Povlsen.
Årets fynske dyrskue havde cirka 50.000 besøgende, og bare få dage inden spillede metal-bandet Rammstein to udsolgte koncerter, hvor flere end 90.000 tilskuere over to dage festede sammen med de ildkastende tyskere.
Væk med dieselgeneratorer
For at gøre plads til endnu flere på pladsen, kræves det, at nogle af de gamle bygninger på pladsen flyttes. Det vil også være det mest omfattende, man kan se på Dyrskuepladsen, da resten af forbedringerne kommer til at ligge under det store græsareal.
- De nuværende elskabe og ledninger, der ligger i jorden nu, yder ikke nok. Der skal flere ampere ind på pladsen, så de store koncerter ikke er nødt til at have dieselgeneratorer for at lave strøm nok. Noget som flere kunstnere og arrangører efterspørger, så de krav kommer vi til at opfylde, siger formand for By- og Kulturudvalget i Odense, Søren Windell (C).
Udover forbedringen af elnettet på pladsen vil der også komme fibernet og forbedret spildevandshåndtering.
Ikke på bekostning af Det Fynske Dyrskue
Odense Kommune håber med deres investering at kunne lokke flere store, internationale navne til byen. Det vil betyde flere tilskuere, som vil generere mere liv og omsætning i byen, og udsigten til flere store koncerter vil, ifølge Odenses borgmester, ikke ske på bekostning af Det Fynske Dyrskue.
- Når vi omdanner Dyrskuepladsen, vil vi have en af de største og mest bæredygtige eventpladser i Nordeuropa, men samtidig vil vi sikre et godt sted, hvor dyrskuet kan afholdes og udvikle sig i fremtiden i lighed med dyrskuets ambitioner. Det hedder jo Dyrskuepladsen, og Det Fynske Dyrskue skal fortsat være en central begivenhed her, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (A).
Nordeuropas største og mest bæredygtige eventplads
Mere strøm, spildevandshåndtering og flytning af bygninger. Det er nogle af de ting, som Odense Kommune og Det Fynske Dyrskue vil igangsætte på den odenseanske dyrskueplads. Målet er, at dyrskuepladsen allerede næste år skal være en af Nordeuropas største og mest bæredygtige eventpladser.
Et politisk flertal i Odense Kommune vil investere 10 millioner kroner i at omdanne Dyrskuepladsen i Odense.