EM skal give tilskuerboost

Arrangørerne bag DM og EM i pløjning stiler mod at trække 3.000-4.000 gæster til pløjefelterne på Salling. Det er over dobbelt så mange, som der har været til de seneste års DM-stævner.

Når de bedste danske og europæiske pløjere indtager Salling, håber arrangørerne på at 3.000-4.000 tilskuere følger med. Arkivfoto: Henning Andersen

Mindst en fordobling i forhold til de seneste års DM i pløjning. Mindre kan ikke gøre det, når formanden for styregruppen for DM og EM i pløjning, Nicklas Rokkjær Jensen, sætter barren for arrangørernes tilskuerforventninger.

Pløjekonkurrencerne løber i år af stablen hos Mariesminde Landbrug i Jebjerg på Salling den 20. og 21. oktober.

- Hvis bare vejret holder tørt, regner vi med, at der kommer 3.000-4.000 gæster, fortæller formanden.

I efterårsferien

At pløjemesterskaberne i år ligger en uge tidligere end sædvanligt og dermed i skolernes efterårsferie, passer med at deltagerne kan blive indkvarteret på Salling Efterskole, der ligger lige op til markerne, hvor konkurrencen foregår.

Nicklas Rokkjær Jensen frygter ikke, at placeringen i efterårsferien kommer til at gå ud over de store forventninger til antallet af besøgende.

- De, der er på Grand Canaria, kan selvfølgelig ikke komme, men det er heller ikke, dem, der er vores hovedmålgruppe. Derfor tror jeg ikke, det får den store indflydelse på, hvor mange der kommer. Til gengæld er det en stor fordel i forhold til logistikken, at vi kan bruge efterskolens faciliteter til indkvartering, siger formanden, der generelt glæder sig over forholdene omkring pløjefelterne.

Ros fra EU arrangører

- Pløjearealerne ligger dejlig samlet, og vi skal ikke over nogen vej for at komme fra det ene sted til det andet. Og pløjefesten lørdag aften bliver holdt kun 300 meter derfra. Det kunne ikke ligge meget bedre, konstaterer formanden, der også har fået ros for beliggenheden fra de belgiske repræsentanter fra European Ploughing Federation, som står bag europamesterskaberne.

Udover DM og EM byder fredagen også på Skole-DM i pløjning og Farmer Olympics for grundsforløbselever fra landbrugsskolerne, mens der lørdag dystes om DM for veteranplove og traktorer.

DM og EM i pløjning

Fredag den 20. og lørdag den 21. oktober 2023

Roslevvej 20, 7870 Roslev

Læs også