Efterårsferien på Gammel Estrup står i æblernes tegn

I hele perioden 14.-22. oktober står herregårdens formidlere klar til at hjælpe med æblemostning i herregårdens orangerier.

Der er over 200 forskellige æblesorter i Gammel Estrups æblehave, og i efterårsferien kan man udvælge sine egne æbler og presse dem til æblemost, som man kan tage med sig hjem.

For bare 100 år siden var haven en afgørende del af herregårdens husholdning, og det var nødvendigt at være selvforsynende med for eksempel frugt og grønt.

- Man dyrkede en lang række forskellige frugter og grøntsager i herregårdens nyttehaver og drivhuse. I sommermånederne bugnede herregårdshaven af de lækreste grøntsager, de sødeste bær og saftigste æbler. Når efteråret kom, blev det tid til at høste og konservere sommerens frugt og grønt, så man kunne nyde havens lækkerier, til der igen var friske forsyninger at hente, fortæller museumsformidler Sara Utvaag, der også står bag en særudstilling om æbler i herregårdens ene orangeri.

Alletiders æbler

Efterårsferiens særudstilling »Alletiders æbler« fortæller om herregårdenes frugthaver, deres afgrøder, efterårets høst, og hvordan husjomfruen konserverede og brugte frugterne i herregårdskøkkenet.

- For 100 år siden havde man ikke køleskabe og frysere til at forlænge holdbarheden på sine madvarer. Derfor var der et stort behov for at konservere det, man høstede fra haverne, så det kunne holde vinteren over. I særudstillingen fortæller vi, gennem tekster og sjove aktiviteter for børn, historien om afgrødernes rejse fra herregårdshaven til køkkenet, forrådskammeret og til sidst madlavningen, forklarer Sara Utvaag.

- Man kan blandt andet lege pode-mester og dele sin egen mening om, hvad der kendetegner de lækreste æbler, man kan købe syltevarer lavet af grøntsager fra Gammel Estrups have, og de alleryngste gæster kan lege i det lille køkken.

Æblemosteri for hele familien

Frugthaven på Gammel Estrup rummer i dag over 200 forskellige, historiske danske æblesorter, og i efterårsferien åbnes æblemosteriet, så man kan samle æbler og lave sin egen most.

- Æblemost er et sandt æblemust i efterårsferien, siger Sara Utvaag.

- De sidste mange år har vi mostet æbler i det ene af vores Orangerier, og det gør vi naturligvis også i år. Vi tilbyder, at vores gæster kan gå en tur i den dejlige æblehave og samle æbler blandt vores mange historiske æbletræer. På denne måde kan man skræddersy sin helt egen æblemost. Når æblerne er samlet, skal de hakkes, kværnes og presses. Det er en sjov og hyggelig aktivitet, som hele familien kan samles om.

I Herregårdskøkkenet på selve herregården kan man hele efterårsferien møde husjomfru og køkkenpiger, der sælger kaffe og hjemmebagt kage, og i hverdagene kan man også følge arbejdet med at sylte og tilberede havens frugt og grøntsager til både herskab og tjenestefolk.

Der er æbleaktiviteter på Gammel Estrup i hele skolernes efterårsferie fra 14. til 22. oktober kl. 10-17.

Læs også