Thy Ordbog - Dialekter i Thy i mands minde - er en ordbog i to bind.
Måske lå den flot pakket ind under juletræet, eller også kan det nås endnu, at købe de to bind af Thy-ordbogen, som udkom op til jul.
Thy-ordbogen er en ordbog baseret på Torsten Balles optegnelser fra Thy, som består af cirka 17.000 sedler med omfattende definitioner og dertilhørende illustrationer. Lærer, arkivar og dialektforsker Torsten Balle (1900-1979) var en indfødt thybo, som var uddannet i brugen af lydskrift og med et skarpt øre for dialektens nuancer.
Den færdige Thy-ordbog er et 700-siders værk med en detaljeret sproglig-saglig indledning. Ordbogen indeholder over 200 nye illustrationer af Hans Møller, hvoraf halvdelen er baseret på Torsten Balles oprindelige materiale.
Ordbogen er udarbejdet af Torben Arboe, der selv er thybo, fra Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning på Aarhus Universitet, og kan købes hos boghandleren eller direkte hos Forlaget Knakken.