Ukrainske løver får et permanent hjem i Knuthenborg Safaripark på Lolland fra 2025, skriver Knuthenborg Safaripark i en pressemeddelelse.

Knuthenborg er i færd med at etablere et kommende anlæg på 40.000 kvadratmeter i Knuthenborg Safaripark, der vil huse op til 15 løver ad gangen.

Løverne kom til Danmark som følge af Ruslands invasion af Ukraine og har hidtil opholdt sig i en anden del af parken.

Det nye anlæg har plads til, at løverne kan bevæge sig frit og giver kapacitet til at modtage flere truede eller udsatte løver i fremtiden. Anlægget er designet til at imødekomme løvernes naturlige adfærd og behov.

Både Knuthenborg Safaripark og Dyrenes Beskyttelse udtrykker begejstring for etableringen af det store anlæg til udsatte løver.

- Det er helt fantastisk, at de ukrainske løver, vi hentede for kun et år siden, og som siden har haft god plads i en del af Tigerskoven, i fremtiden får deres eget permanente naturanlæg i Knuthenborg, siger Anne Sofie Meilvang, der er projektleder hos Dyrenes Beskyttelse.