Udbrud af H5N1 i USA bekymrer SSI

Flere udbrud af fugleinfluenza på kvægfarme i USA har skabt bekymring for et nyt problem. Men der mangler data, der kan hjælpe forskerne.

Der er nu konstateret fugleinfluenza af typen H5N1 i 32 mælkekvægsbesætninger i otte delstater i USA.

Udbruddene, der har gjort malkekøerne syge og har fået dem til at miste appetitten, har skabt bekymring flere steder, blandt andet i WHO.

Her frygter man, at sygdommen kan sprede sig fra køer til mennesker. Men det er svært at komme til bunds i problemerne, for der mangler data, der kan gøre forskerne klogere på problemerne. Det giver bekymring, også herhjemme, skriver Ingeniøren.

- Vi sidder og tripper herinde for at få mere viden om den virus. Der er så mange usikkerheder i det her, og vi mangler virkelig mange informationer for at kunne svare på spørgsmålene, siger Ramona Trebbien, der er sektionsleder for virus og specialdiagnostik ved Statens Serum Institut.

Mange uafklarede spørgsmål

Hos SSI har man flere uafklarede spørgsmål på området, fortæller hun. Og i den forbindelse hjælper det ikke, at de amerikanske myndigheder ikke har leveret data, der kan hjælpe til med en afklaring.

- Vi vil gerne vide, hvordan virussen er kommet ind i køerne i de andre stater – om køer er blevet flyttet og har smittet hinanden, om det er mennesker, der har ført smitten videre, eller om det er fuglene, der har været på spil alle steder særskilt. Derfor er det vigtigt at kunne sammenligne prøver fra flere stater og bestande og vide, om køerne er blevet flyttet, lyder det fra Ramona Trebbien.

Ifølge avisen New York Times er virussen synlig i mælken fra de smittede køer, idet mælken er gullig og tyktflydende.

Læs også