Landmændene havde styr på pladskravene og tid mellem kalv og ko efter kælvning, da Fødevarestyrelsen var på kontrol i besætninger med Dyrevelfærdsmærket, mens hver femte landmand skulle vejledes om kalvenes behov for at gå sammen med andre kalve.
Dyrevelfærdsmærket stiller en række ekstra krav til dyrenes forhold end den generelle lovgivning. Der er blandt andet krav om mere plads, bedre muligheder for social kontakt mellem kalvene og længere tid mellem ko og kalv efter kælvning. Det minder Fødevarestyrelsen om i en pressemeddelelse.
De peger på, at hensigten med Dyrevelfærdsmærket er, at det skal gøre det lettere for forbrugerne at vælge for eksempel pålæg og ost, der er produceret med mere hensyntagen til dyrenes velfærd.
Stikprøvekontrol i 250 besætninger
For at sikre, at kravene bliver overholdt, har Fødevarestyrelsen været på stikprøvekontrol i 250 malkekvægsbesætninger, der er tilmeldt under den frivillige ordning.
Kontrollerne viste, at der var styr på pladskravene, og næsten alle landmændene sørgede for, at kalvene fik mindst 24 timer med deres mor inden adskillelse, som det kræves i besætninger med tre hjerter i Dyrevelfærdsmærket.
Hver femte af de kontrollerede besætninger blev dog gjort opmærksom på, at kalvene – for at få stimuleret deres sociale udvikling – skal gå sammen med andre kalve fra de er syv dage gamle. Da Fødevarestyrelsens vurdering er, at de pågældende landmænd retter op i henhold til vejledningerne, kan alle de kontrollerede besætninger fortsat anvende mærket.
Mere fokus på krav til kalves sociale kontakt
- Vi er glade for at se, at de fleste landmænd overholder kravene, så forbrugerne ved køledisken fortsat kan stole på Dyrevelfærdsmærket. Men for at sikre, at vi også får de sidste med, har vi efter vores kontrolkampagne sat ekstra fokus på at informere besætningerne, om kravene til kalves sociale kontakt, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Christian Strøyer.
- Næste gang vi kommer på besøg rundt i staldene, forventer vi, at landmændene har lyttet til vores vejledninger, så de også fremover fortsat kan anvende mærket, tilføjer Christian Strøyer.
I april 2024 var der i alt tilmeldt 1.986 kvægbesætninger, hvor de 622 leverede mælk under Dyrevelfærdsmærket, som blev lanceret i 2017 og findes i dag for kvæg, grise og slagtekyllinger.
Fakta om Dyrevelfærdsmærket for kvæg
1 hjerte
Kalve- og oksekød med ét hjerte stammer fra kalve, der har fået en bedre start og har haft bedre staldforhold end konventionelle kalve. Kalve skal gå mindst to og to sammen og have mere plads end minimumskravene.
2 hjerter
Med to hjerter er pladskravet blevet endnu større, mælkefodringsperioden har været længere, og der er krav om strøelse – ikke blot madrasser i lejeareal.
3 hjerter
Med tre hjerter er der krav om, at dyrene har gået ude i sommerperioden, og at kalvene har gået mindst 12 uger hos koen med mulighed for at patte. Pladskravet er yderligere skærpet for de største dyr.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Gode råd til parvis opstaldning af kalve