- Lige nu er der mange, der gerne vil udvide deres besætninger. Det giver jo god mening, når der er kommet flere penge i det, og der måske også mangler mælk rundt omkring.

Hos HMC Byg og Anlæg kan Niels Tvergaard, der er afdelingsleder for Byggeri, Landbrug, godt mærke, at mælkeproducenterne er inde i en god periode.

- Der er større drømme og større idéer, når det går godt. Så der bliver snakket om rigtig mange planer for tiden. Det handler meget om velfærdsstalde i forhold til at leve op til de nye krav, der blev vedtaget sidste år, og så er der rigtig mange, der gerne vil have robotter ind – enten på traditionel vis eller i form af stalde til batch milking, fortæller han.

Niels Tvergaard glæder sig over optimismen i branchen, som han også kan mærke fra de yngre landmænd.

- Det er rigtig positivt, at den unge generation har fået mod på at starte nye barmarksprojekter. Det vidner om, at der er en god tro på fremtiden, vurderer afdelingslederen, der derfor også forventer, at der bliver rigeligt at snakke om, når HMC Byg og Anlæg traditionen tro er på plads i Messecenter Vesthimmerland til Agro Nord.

- Agro Nord plejer at give anledning til nogle gode snakke, og igen i år kommer det helt sikkert også til at resultere i, at vi skal ud og kigge på nogle potentielle projekter. Nogle er allerede langt i processen med tegninger og det hele, når de kontakter os, mens andre starter helt fra nul. Vi hjælper gerne uanset, hvor langt man er i planerne.

Mens der bliver snakket en del, kan Niels Tvergaard glæde sig over, at der også er fuld gang i byggeriet rundt omkring. Blandt andet er HMC Byg og Anlæg i gang med at bygge en traditionel malkestald i Vrå, en robotkarrussel i Aggersund og en ny velfærdsstald i Løkken.

- Der er godt med aktivitet, og selvom mange altså gerne vil have robotter og ruste sig til nye krav, er der stor variation i de forskellige projekter. Det er meget individuelt, hvad folk kan tænke sig, og hvad der giver mest mening på netop deres ejendom, konstaterer Niels Tvergaard.