Nyt projekt skal skabe værdifuld viden om Premium Kvier
Et brancheprojekt skal samle erfaringer fra både konventionelle og økologiske besætninger. Det skal blive til et videnskatalog over de bedste strategier til produktion af Premium Kvier.

Et nyt projekt skal kortlægge effektivitet, sundhed, økonomi og klimaaftryk (LCA) i krydsningskvieproduktionen. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Kvægsektoren ser et stort potentiale i at producere højkvalitetsoksekød på krydsningskvier. Seges Innovation, Velas, Innovationscenter for Økologisk Landbrug og Danish Crown Beef har derfor lanceret et nyt projekt, der kortlægger effektivitet, sundhed, økonomi og klimaaftryk (LCA) i krydsningskvieproduktionen. Det oplyser Danish Crown i deres nyhedsbrev.
Projektet samler erfaringer og data fra både konventionelle og økologiske besætninger, og formålet er at udvikle konkrete værktøjer til optimering af krydsningskvieproduktionen.
I løbet af de næste par år vil der blive udviklet et videnskatalog over de mest rentable og bæredygtige strategier med fokus på at opnå en ensartet slagtekrop på cirka 280-300 kg (fedme 3-4) til lavest mulige fremstillingspris.
Projektet udvikler desuden nye vækstkurver til DMS og undersøger, hvordan management, fodring og racevalg påvirker intramuskulært fedt (IMF) – en nøglefaktor for mørhed og smag. Med Danish Crowns nye afregning for marmorering er fedtmarmorering blevet vigtigere for både slagtekvalitet og økonomi.
Klimaaftrykket er et centralt fokusområde, og projektet gennemfører derfor LCA-analyser på de deltagende bedrifter for at vurdere krydsningskviernes potentiale som et mindre klimabelastende alternativ til importeret oksekød.
Projektet er støttet af Kvægafgiftsfonden, og projektansvarlig er Mogens Vestergaard, Seges Innovation og Henrik Hansen Bonde, Velas. Kontaktperson Danish Crown Beef er Flemming Hølmkær.