Formand for L&F Kvæg: - Vi skal bevare vores landbrug – og tilføje de grønne løsninger
Formand for L&F Kvæg, Christian Lund, advarer mod en skæv fremstilling af husdyrprognosen og understreger, at landbruget skal udvikles – ikke afvikles – med afsæt i grønne løsninger og teknologisk fremskridt.

- Vi ved, at landbruget spiller en stor rolle i at gøre Danmark rigere på natur og bæredygtige løsninger – og her er afvikling ikke svaret – men udvikling, lyder det fra Christian Lund, formand, Landbrug & Fødevarer Kvæg. Arkivfoto: Line Brusgaard
En netop udgivet prognose fra Københavns Universitet konkluderer, at antallet af husdyr i Danmark vil falde markant frem mod 2030 som følge af den grønne trepartsaftale. Det kommenterer Christian Lund, formand for Sektor Kvæg Landbrug & Fødevarer, i det seneste KvægNyt.
- Den noget dystre prognose giver imidlertid et misvisende billede af virkeligheden. I beregningerne mangler afgørende dele af aftalen; man har altså plukket i dele af trepartsaftalens rammer og betingelser og lagt det til grund for fremskrivningerne, lyder det fra formanden, som fortsætter:
- Som eksempel har man forsøgt at indarbejde det kommende afgiftssystem, men helt undladt at medtage det kommende system for hurtigere godkendelse af flere klimavirkemidler – og det er jo netop virkemidler, der er udledningsreducerende og som derfor delvist eller helt vil eliminere afgiftsbetalingen.
Derudover peger kvægformanden på, at der er lavet en række metodemæssige ændringer – og at man derfor ikke kan sammenligne 2030-tallet fra prognosen, der blev offentliggjort i 2024, med 2030-tallet fra prognosen, der bliver offentliggjort i 2025.
- De metodemæssige ændringer er af teknisk karakter og indeholder et forbedret datagrundlag. En del af faldet i antallet af dyr skyldes anvendelsen af den nye metode og har altså ikke noget med trepartsaftalen at gøre, forklarer Christian Lund og tilføjer:
- Sagt med andre ord: på det rigtige beregningsgrundlag ville faldet af antallet af dyr være mindre.
Udvikling – ikke afvikling
- Med den omtalte prognose fra KU kan jeg være bange for, at der tegner sig et unuanceret billede af fremtiden for animalsk produktion i Danmark. Vi er nødt til at have fuld gennemsigtighed og alle mellemregninger med, når vi afdækker her og nu-arbejdet med implementering af treparten – ikke mindst, når vi forsøger at få og give indblik i implementeringens konsekvenser for vores erhverv i fremtiden, slår Christian Lund fast.
Han understreger, at kvægproducenterne hver dag arbejder med at skabe og implementere innovative løsninger, som kan forene deres produktion med den fremtid, de gerne vil spille en aktiv rolle i.
- Trepartsaftalen har defineret rammerne for dén fremtid. Og vi arbejder støt med at omsætte de fastsatte målsætninger fra aftalen til den virkelighed, vi befinder os i som landmænd, siger formanden.
Et af fremtidens førende erhverv
- Selvfølgelig vil de strukturelle og produktionsmæssige ændringer, som vi står overfor, have konsekvenser, som vil kunne mærkes i vores arbejde – sådan er det med al forandring, fortsætter formanden.
Han er dog fortrøstningsfuld, idet han oplever en enorm velvilje blandt kvægbrugerne til at gribe de nye muligheder og forandrede procedurer, som aftalen også medfører.
- Det er netop med dén indstilling, at vi kan bekræfte landbrugets plads i Danmark – ikke kun historisk, men i den grad også som et af fremtidens førende erhverv, siger Christian Lund og tilføjer:
- I en tid, hvor vi står overfor store forandringer på tværs af erhverv-Danmark, er der brug for, at samfundet står sammen om at skabe og udvikle de rammer, som skal bidrage til en grønnere fremtid. Vi ved, at landbruget spiller en stor rolle i at gøre Danmark rigere på natur og bæredygtige løsninger – og her er afvikling ikke svaret – men udvikling.