Mælkeproducent modtager samfundspris
Med et stort engagement og en utrættelig indsats for at styrke samarbejdet mellem landbrug, natur og lokalsamfund, modtager landmand Claus Fenger, Midtjylland, Landbrugets Samfundspris 2025.

Mælkeproducent Claus Fenger, Odder, har vundet Landbrugets Samfundspris 2025. Arkivfoto: Arla
Landbrugets Samfundspris hylder hverdagens ildsjæle i landbruget og sætter fokus på den store forskel, de mange frivillige gør lokalt på tværs af landet.
Årets vinder er mælkeproducent Claus Fenger fra Odder, der er nomineret for sin utrættelige indsats på vegne af erhvervet med sit arbejde i den lokale grønne trepart. Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
Claus Fenger inviterer gerne indenfor og udenfor – og gerne ved eget minivådområde, hvor han sætter ord på landbrugets forandring. Han investerer sig selv, når der er brug for en person, der både forstår kollegernes udfordringer og samarbejdspartnernes positioner, lyder det.
Det er en enig jury, der har valgt årets prismodtager for hans store engagement, empati, visionære tilgang og ydmyghed.
- Claus er en mester i relationer. Det gælder både i den lokale trepart i Horsens Fjord, til arrangementer i den lokale bypark, i samtale med ministeren og ved køkkenbordssamtaler hos kollegerne. Han får ting til at ske uden at fremhæve sig selv. For mest af alt er han en ydmyg mælkeproducent. Claus gør en konkret forskel ikke kun for nutidens – men også for fremtidens landmænd. siger Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer og medlem af juryen.
Kommune roser
Også Lone Jakobi, der er borgmester i Odder Kommune, kommer med rosende ord om årets vinder af Samfundsprisen:
- Jeg nyder samarbejdet med Claus. Jeg tror, han har nogle ret klare billeder af, hvordan fremtidens landbrug også skal se ud. Det er jo en kæmpe kvalitet i sig selv, at han kan blive et forbillede for de næste generationer. Jeg synes, han gør det enormt godt, siger hun.
Med prisen følger en præmie på 25.000 kroner.










































