Arla forsøger nu at skabe et gennembrud for plantedrikke i lande som Storbritannien, Tyskland og Sverige, skriver Finans.dk. 

Ifølge mediet har Arlas plantedrikke klaret sig over al forventning, siden de blev lanceret på det danske marked for seks måneder siden. 

- For at få større volumen i salget arbejder vi målrettet på at åbne de store eksportmarkeder. I september kom vi ind på det britiske marked, hvor vores plantedrikke nu sælges i Sainsbury’s butikker, fortæller direktør Rasmus Malmbak Kjeldsen, Arla Foods, til Finans.dk. 

Potentiale

- Der er tale om et marked i hastig vækst, men det er vigtigt at understrege, at det kommer fra et meget lavt niveau. Samlet set sælges der nu omkring 13 millioner liter plantedrikke om året i Danmark. Det svarer til en total omsætning i niveauet 200 millioner kroner, tilføjer han. 

Ifølge Finans.dk har Arla foreløbig erobret syv procent af dette marked, som vokser med omkring 20 procent årligt. 

Avisen oplyser, at en kreds af udenlandske investorer – anført af kapitalfonden Blackstone – for nylig opkøbte 10 procent af aktierne i den svenske producent af plantebaserede drikke, Oatly, for 1.3 milliarder kroner.

mip