Det vigtige management i stakken
Sommermånederne og de stigende temperaturer øger risikoen for at køernes foder tager varme og at ædelysten og foderoptaget sænkes, hvilket kan lede til ydelsestab. Koen fortjener frisk foder, men hvordan forbereder vi os på at komme igennem den varme periode bedst muligt?

Stigende temperaturer øger risikoen for, at køernes foder tager varme og at ædelysten og foderoptaget sænkes, hvilket kan lede til ydelsestab. Det er vigtigt at størrelsen på stakkene dimensioneres så man kan have løbende fremdrift på to meter om ugen. Arkivfoto
Af Maria Falkesgaard Jørgensen, kvægkonsulent i Velas.
En god indlægning i stak reducerer risikoen for varmedannelse. Det er derfor vigtigt at størrelsen på stakkene dimensioneres, så man kan have løbende fremdrift på to meter om ugen. Når der ensileres, bør der fokuseres på at opnå det rette tørstofindhold i afgrøden, da dette giver den mest stabile ensilage.
Ved indlægning bør der køres mindre lag ind ad gangen for at kunne opnå en god komprimering af stakken. Når sidste læs er læsset af, bør der køres i mindst en time efterfølgende, for at sikre en god jævn overflade, der giver mindst mulig anledning til dannelse af vandpytter på toppen af stakken, samt for at komprimere de sidste centimeter godt og dermed give ensilagestakken en tæt overflade, en god komprimering reducerer lagringstabet med omkring tre procent.
Ved akut foderbehov laves en overgangsstak så hovedstakken får lov til at ensilere helt færdigt, inden der tages hul på den, herved sikres den bedste ensilering og efterfølgende holdbarhed på stakken. Stakken bør åbnes så snitfladen vender modsat slagregnsretningen og selve siloer og stakke bør etableres så der er fald væk fra snitfladen.
Udtagning fra silo og stak
Ved udtagning af ensilage bør man sørge for ikke at udhule stakken eller danne udhæng, da det øger risikoen for at ensilagen kan skride og derved skabe små lommer af ilt bag snitfladen, dette starter en omsætning af ensilagen som giver varme i foderet, sænker smagbarheden og øger risikoen for at sætte køernes vom ud af balance. (Se illustrationen)
En let skrånende vinkel vil give et større overfladeareal på stakken hvilket øger behovet for at lave en tagrende som kan lede vandet væk fra snitfladen.
Sørg for ikke at løfte op i stakken og derved lufte ensilagen ved udtagning, tager stakken alligevel varme, kan der opnås god succes ved at sætte bigballer på kanten af stakken for at stoppe luftindtrængningen. I siloens hjørner i bunden vil der være øget risiko for udvikling af dårlig ensilage, dette skyldes vand som kommer fra toppen af stakken og render ned langs silokanten. Vær derfor ekstra kritisk ved udtagning fra disse hjørner og kassér ensilage med dårlig lugt.
Hygiejne og egenkontrol
Når siloen er åben, skal den løbende holdes ren og man kan med fordel bruge en bigballe som kost til at skrabe vand og dårligt foder væk fra stakken. Det betaler sig at være kritisk på køernes vegne, derfor skal man løbende ud af traktoren og mærke og lugte til ensilagen.
I de varme måneder anbefales det, at der afsættes tid til at blande og udfodre to gange dagligt til de lakterende køer, dette sikrer frisk foder på foderbordet i længere tid. Hvis det stadig ikke er muligt at holde foderet køligt, kan det være nødvendigt at tilsætte syre i de varmeste perioder.