Konsulent til mælkeproducenter:: Bliv klar til fremtidens prisudsving

Hvis du er mælkeproducent, er der i øjeblikket et rigtig godt udgangspunkt for at få din virksomhed gjort økonomisk klar til fremtidens prisudsving. Det vurderer strategi- og virksomhedskonsulent i LandboNord, Niels C. Mikkelsen.

Store prisudsving på mælk, kød og foder, resulterer i større likviditetsudsving i virksomheden. - Dette stiller krav til et finansielt beredskab, sådan at du som mælkeproducent, økonomisk set ikke bare overlever en periode med lavere mælkepris, men også gør det uden at betale en markant merpris for den yderligere kapital, der skal stilles til rådighed, forklarer strategi- og virksomhedskonsulent Niels Christen Mikkelsen fra LandboNord.

Turbulente omgivelser med en konstant grad af uforudsigelighed. Det er hverdagen for landets selvstændige mælkeproducenter anno 2021. Sådan var det også for 10 og 20 år siden, men udsvingene synes blot større nu.

- For to år siden var det Brexit og konsekvensen heraf, vi diskuterede. Nu er det mere Kina og forventningerne til deres import af mælkeprodukter, produktions-niveauet i New Zealand, USA med mere, der påvirker vores forventninger til mælkeprisen, siger Niels Christen Mikkelsen, som er strategi- og virksomhedskonsulent i LandboNord.

Store prisudsving på mælk, kød og foder, resulterer i større likviditetsudsving i virksomheden. En virksomhed som typisk har vokset sig større i løbet af de seneste år.

- Dette stiller krav til et finansielt beredskab, sådan at du som mælkeproducent, økonomisk set ikke bare overlever en periode med lavere mælkepris, men også gør det uden at betale en markant merpris for den yderligere kapital, der skal stilles til rådighed, forklarer Niels Christen Mikkelsen.

Gode muligheder for et finansielt beredskab

Et finansielt beredskab kan defineres som den likviditet, virksomheden er i stand til at fremskaffe på relativt kort sigt. Det kan være uudnyttede trækningsretter på kassekreditten, uudnyttede belåningsmuligheder, værdipapirer der kan sælges og så videre.

- Indenfor området med mælkeproduktion oplever vi i øjeblikket en periode, hvor afregningsprisen muliggør, at der på de fleste landbrug tjenes penge. Det viser budgetopfølgningerne for første halvår, også selvom vi ser de første negative afvigelser på foderpriserne, siger Niels Christen Mikkelsen.

Årsrapporterne for 2020 så ligeledes fornuftige ud, vurderer strategi- og virksomhedskonsulenten.

- Så udgangspunktet for at skaffe sin virksomhed et finansielt beredskab, og dermed en større frihedsgrad, er til stede. Det er altid lettere at lave gode aftaler, når vinden blæser den rigtige vej, lyder det.

Elementer i beredskabet

Hvor stort et beredskab der er brug for, er forskelligt fra ejendom til ejendom.

- En bedrift med 300 køer vil med et mælkeprisfald på 30 øre, over et år, generere 1,0 millioner kroner mindre i mælkesalg. Er likviditeten i nu-drift positiv med 500.000 kroner, så mangler der, afhængigt af skattesituationen, 500.000 kroner, siger Niels Christen Mikkelsen og præsenterer et idekatalog.

Idekatalog

Konsulenten foreslår at et idekatalog kan indeholde følgende:

•Kontakt til realkredit om ny finansiering, afdragsfrihed, løbetidsforlængelse og bidragssats, når årsrapporten er positiv læsning, og opfølgningen pr. 30. juni ser ok ud.

•Kortlægning af hvordan investeringer finansieres – Lav rente er en god ting, men lånets eller leasingkontraktens løbetid er mindst lige så vigtigt.

•Vækstfonden – eventuelt se på afdragsprofil.

•Kontakt til pengeinstitut – tag en drøftelse af virksomhedens samlede afvikling af gæld. Passer afviklingen nogenlunde med de driftsmæssige afskrivninger og er der plads til skattebetaling/pension. Er du velforberedt, viser det ikke blot et godt indblik i din virksomheds økonomi, men også at du er opmærksom på hvilke scenarier, der er mulige. Her er du allerede foran på point i forhold til en god snak om rentebetaling på lån og kreditter.

•Fastholdelse af kreditter. Undgå om muligt at få nedskrevet kreditrammerne i en periode med positiv likviditet. Igen er dialogen med pengeinstituttet vigtigt. Der er ingen garanti for at virksomheden kan få genetableret en tidligere kreditramme.

•Lagerbeholdninger – For stort et lager stiller krav til likviditet. Hvor stor en sikkerhedsmargin på grovfoderproduktionen skal der tænkes ind i markplanen?

•Sørg for at der er sammenfald mellem virksomhedens strategi og dine egne ønsker om et finansielt beredskab.

•Skattestrategi – overvej om det er en idé at udskille markdriften i et selskab og få fradrag for saldoen efter Al§40 – mælkekvote købt efter 2005 – og anvende reglerne om straksfradrag med mere.

Vær især opmærksom på investeringer

Grundlæggende gælder endvidere at investeringer med kort tilbage- betalingstid er med til at sikre et godt cash-flow.

- Investeringer foretaget over den løbende drift måles ikke kun på rentabilitet men også på likviditet. Er soliditeten en begrænsende faktor for din virksomhed, skal du tænke dig godt om, inden du foretager den langsigtede gode investering. Det er kun en god investering, hvis den ikke har belastet det finansielle beredskab mere end der er plads til, fortæller strategi- og virksomhedskonsulenten.

Kend din virksomheds likviditetsnulpunkt

Endelig er det en sund øvelse at få beregnet virksomhedens likviditetsnulpunkt. Det viser hvad mælkeprisen præcist skal være, for at ens likviditet på årsbasis er i balance. Konsolideringsnulpunktet fremgår af årsrapporten, men likviditetsnulpunktet er ofte lige så interessant. Budgettet giver en indikation, men forskydning i momskreditter, engangsposter med mere, kan hurtigt give et lidt forkert billede.

- Konklusionen er, at det som mælkeproducent er et rigtig godt tidspunkt at få sin virksomhed gjort økonomisk klar til fremtidens prisudsving, siger Niels Christen Mikkelsen.

Læs også