DeLaval-malkerobot kører på 20. år og sætter rekord

Danmarks ældste aktive DeLaval VMS malkerobot fylder 20 år – den står på gården hos Sonja og Vagn Andersen i Henne-

Ingen 20 års dag uden fejring – en flot kage markerede de 20 år med DeLaval-malkerobotten.

Danmarks ældste DeLaval VMS malkerobot, som stadig er i drift, har netop fejret 20 års jubilæum. Malkerobotten står på gården hos Sonja og Vagn Andersen i Henne. Parret er succesfulde pionerer inden for robotmalkning i Danmark. Den 27. november 2001 blev de den sjette besætning i Danmark til at malke med robot.

Det var DeLaval VMS malkerobot nr. 10 i Danmark og den første i verden til at malke en konventionel jersey-besætning.

- Jeg malkede 15 år i gårdens gamle malkegrav og fik skulderen fuldstændig ødelagt, så havde vi ikke købt robotten, ville det have været slut med køerne på gården, fortæller Sonja.

- Det var en fantastisk ændring i vores arbejdsliv at få robotten, er Sonja og Vagn enige om.

Alt blev langt mere fleksibelt at have med at gøre.

- Nu kunne vi flytte arbejdstiden på gården og nyde friheden ved at tage i byen uden at skele til uret og tænke på at skulle hjem for at malke, fortæller de.

Friheden har også givet længere ferieture til blandt andet USA, Bali, New Zealand samt en del skiferier.

- Det havde ikke været muligt uden robotten fra DeLaval, understreger de.

Over 200 malkninger i døgnet

En overgang var den nu 20 år gamle DeLaval VMS malkerobot oppe på at klare malkningen af flere end 80 jerseykøer på gården.

- Robotten har konsekvent præsteret et pænt stykke over 200 malkninger i døgnet, og en overgang lå vi omkring 230 daglige malkninger, fortæller Vagn.

Han har effektivt brugt DeLaval-robottens mange management-data på PC’en til at spotte de langsomme malkere i besætningen og udskifte dem med hurtigere malkere for at optimere kapaciteten.

Trofast malkning i 150.000 timer

Naturligvis var der i starten nogle ”børnesygdomme”, som lige skulle ordnes, men derefter har robotten trofast malket over 7.300 timer årligt, eller næsten 150.000 timer ialt gennem de 20 års drift.

Malkerobottens effektive arbejdstid siden den blev installeret i november 2001 svarer til mere end 90 arbejdsår for en medarbejder med 37 timers arbejdsuge, så naturligvis har der været brug for service ind imellem, ud over hvad Vagn med sin tekniske flair selv kunne ordne.

- Vi har gennem årene haft fin support og mange gode oplevelser med DeLavals helpdesk. De har hjulpet på alle tider af døgnet, når der opstod et problem, så det har vi været virkelig godt tilfredse med, understreger Sonja og Vagn.

Pionerer og ambassadører

Efter DeLaval VMS malkerobotten var installeret i november 2001, var Sonja og Vagn så venlige at lægge lokaler til gentagne virksomhedsbesøg for en strøm af interesserede mælkeproducenter.

Mange af dem skiftede derefter selv over til DeLaval VMS malkerobotter, så Sonja og Vagn har været pionerer og positive ambassadører for robotmalkning gennem alle årene.

- Men nu er vi i gang med at sælge besætningen for at blive fuldtids-pensionister, slutter de.

Læs også